I 1351 holdt Olaf en Provincialsynode i Nidaros, hvis Statuter ere
daterede 23 August.[1] Mellem disse kan nævnes, at der omtales, at i
„disse Tider“ desværre formedelst Mangel paa dygtige Personer ere
antagne mange uvidende Præster, hvem det derfor paalægges overordnede
Geistlige at undervise. Conciliet omtaler den Tønsbergske Overenskomst
af 1277 som gjeldende Ret, uanseet, at den, som vi vide,
gjentagne Gange var opgiven, sidst i 1337. Ogsaa det følgende Aar
udskrev Olaf et Concilium (til Bergen),[2] men man kjender ikke nærmere
til, hvad der er forhandlet.
Forøvrigt er Olafs Historie lidet bekjendt. Man seer, at Indsamlingen af Pavetiende hos Præsteskabet trods Landets Armod og Folketab uforstyrret gik sin Gang, men Enkelthederne maa her forbigaaes. I 1352 kunde saaledes Olaf bevidne, at Pavetienden for Nidaros Stift var betalt med 2100 Mark i gangbar norsk Smaamynt;[3] i Bergens Stift have dog Collectorerne bemærket, at lidet kom ind paa Grund af den store Dødelighed, saavel i 1353 som i 1354 finde vi Olaf paa Baahus Slot, begge Gange i Anledning af Raadsmøder. I 1361 var han atter paa Baahus og i Juli 1370 ved et vigtigt Møde i Marstrand, hvor Kong Haakon tilkjendegav sin Hensigt med Vaabenmagt at angribe Kong Albrekt i Sverige og at befrie sin fangne Fader.[4]
Ved dette Møde i Marstrand finder vi for sidste Gang Olafs Virksomhed omtalt. Saa omtales i et Brev fra den kongelige Secretær Henrik Henrikssøn, at Erkebispen døde i Oslo, hvor der samtidig herskede megen Sygdom og Dødelighed. Man faar Tiden paa Aaret at vide, det var ved Midten af August, men selve Aarstallet er ikke anført. De islandske Annaler variere, idet de henføre Olafs Død til Aarene 1368, 1371, 1372, 1373. Munch har erklæret sig for 1371.[5] Jeg har ondt for at være enig heri og maa antage 1370 for det rette Aar, saa at altsaa Olaf maa fra Mødet i Marstrand i Juli have begivet sig paa Hjemveien, men er bleven syg i Oslo og død der i August. Jeg støtter mig til de sikre Dateringer for hans Eftermands Udnævnelse,
