en Nordmand i hine Dage (kun Ridderen Hr. Bjarne Lodinssøn nævnes 1295 som juris civilis professor). Under Fraværelsen havde Biskop Audfinn skjænket ham et lidet nyt Beneficium, nemlig Undradals Capel i Sogn.[1] Kort efter maa han være kommen hjem og nu samler han flere og flere Beneficier og Indtægter paa sin Haand, idet han foruden fremdeles at være Chorsbroder i Bergen tillige opnaaede Præbender ved andre Domkirker i Kirkeprovindsen, nemlig Nidaros’s, Hamars og Orknøernes;[2] naar hver enkelt af disse Sinecurer er tilfaldt ham kan dog ikke siges. I 1326 maa han have havt stor Myndighed i Bergen, maaske som Official, da Prædikebrødrenes Lector i Oslo ydmygt beder ham at behandle denne ordens Medlemmer i Bergen med Mildhed.[3]
I det sidst anførte Brev udtales, hvad jeg allerede ovenfor har berørt, at Paal var saaledes vel anskreven hos Hertuginde Ingeborg, Kong Magnus’s Moder. At dette ikke blot har været en smigrende Vending af Brevskriveren, men ganske overensstemmende med Sandheden, tør vistnok sluttes deraf, at Paal i det følgende Aar gjorde et stort Skridt fremad paa sin glimrende Bane. I 1327 blev nemlig Paal kongelig Cantsler. Hidtil havde Drotseten, Hr. Erling Vidkunnssøn, der som vi vide, styrede Riget i disse Kong Magnus’s umyndige Aar, bestyret Regjeringsforretningerne (i ethvert Fald i de senere Aar) uden nogen Cantsler, men nu fik han Paal i denne Egenskab ved sin Side, hvorved hans Magt betydelig formindskedes. Nu er det rimeligvis saa, at Geistligheden har havt en væsentlig Andeel i denne vigtige Forandring i Landets Styrelse,[4] en „Ministerkrise“ efter Datidens Vilkaar, men høist sandsynligt har Hertuginden, som ved samme Tid ægtede Knut Porse og i ham fik en energisk Hjelper, her opereret sammen med de norske Prælater i fælles Uvilje mod Erling Vidkunnssøn. Det første kjendte Brev, Paal som Cantsler har beseglet, er dateret Bergen 14de Sept. 1327; det var det samme, hvorved Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Christenret erklæredes for gjældende Lov. Paals
