der senere (12 August): „I have vist erfaret det ulykkelige Tilfælde, der indtraf saa uventet Mandagen i Paaskeugen, da Kristkirken brændte, som man kunde kalde Kronen og Prydelsen for dette Land, ja endnu flere formedelst den hellige Olafs Glands og Værdighed, som vilde hædre den ved sin Nærværelse og sine herlige Jertegns Trøsteord. Ikke alene Træværket uden- og indenfor brændte op, men endog Stenstolper og Klokker med mange dyrebare Sager, Pillarer og Stenbuer oventil og nedentil, saa at vi have større Skade deraf, end der allerede er skeet, hvis den ei snart bliver udbedret. Men da vi nu ikke føle os i Stand til paa egen Haand at udrette et saa stort Foretagende, trøste vi os med Guds Forsorg og gode Mænds Hjælp til at opreise den efter Magt og Evne, som vi ere skyldige til. Derfor bede vi alle Guds, den hellige Olafs og vore Venner og Enhver paa sit Sted, at hjælpe Kirken til at blive gjenopbygget, hver efter sin Evne, Gud og den hellige Olaf til Ære, Eder selv til Hæder og Sjelehjælp, og for at blive delagtige i alt det Gode, som skeer fra dette hellige Sted og al den Aflad, Paven har skjænket alle dem, der give sine Fæmon til opførelse af denne Domkirke. Bevare Eder Gud og den hellige Olaf uden Ophør.“[1] Lignende Breve ere vistnok sendte om i den hele Kirkeprovinds og vist ogsaa adskillige Gaver indkomne. Fra Island berettes, at der overalt blev bedet for Kirken og samlet Bidrag.[2] At Kong Magnus just samtidig udstedte et Beskyttelsesbrev for Kirkens Pilegrimme med Forbud mod, at Indbyggerne i Solør og Østerdalen skulde fortrædige dem,[3] staar naturligvis i Forbindelse med Ulykken. En uheldig Omstændighed har det formodentlig været, at just ved denne Tid de pavelige Udpresninger gik for sig.
Efter Domkirkens Brand, der maatte gaa Erkebiskoppen nær til Hjerte, erfarer man ikke meget om ham. Han døde ifølge Annalerne 2 November 1332, efterladende sig et agtet Navn i Historien.
