Bergen, ligesom Biskoppen af Hamar i Oslo havde en Biresidents i den saakaldte Saxegaard.
Det havde været Eilifs Hensigt strax at begive sig til Paven. Clemens V, hvem han dog ikke havde at søge i Rom eller Italien, men i et andet Land. Denne franske Pave havde nemlig ikke fundet det raadeligt at residere i Rom, men efter længere Tids omflakning festede han i 1309 Bolig i den fransktalende, om end udenfor det franske Rige beliggende Stad Avignon, altsaa paa arelatisk Grund; „Exilets“ Dage vare nu begyndte. Modvind hindrede imidlertid Eilif fra at komme afsted denne Høst, og herom lod han sig i November 1309 meddele et Vidnesbyrd af tre Biskopper.[1] Derpaa drog han til Østlandet. Han har sikkert været hos Kong Haakon i Oslo den 13de Januar 1310, da den Jørund i sin Tid meddelte Jarletitel ophævedes.[2] og otte Dage senere finde vi ham i Tønsberg,[3] hvor han modtog en Indkaldelse til et Concilium, som allerede i 1308 havde været tillyst, men som gjentagne Gange udsattes. Senere paa Aaret er han reist til Paven, som meddelte ham Confirmation som Erkebiskop i Avignon 4de Decbr. s. A.,[4] hvorefter han rimeligvis kort efter er indviet og saa er forbleven i Syden for Conciliets Skyld, hvilket omsider efter ny Indkaldelse traadte sammen i Vienne i October 1311.
Mødet har faaet sin største Navnkundighed ved Processen mod Tempelherrerne, der dog var Norden uvedkommende. Det besøgtes foruden af Erkebiskop Eilif ogsaa af Biskopperne Arne af Bergen og Helge af Oslo samt af Fuldmægtige fra nogle Capitler; nogle Kanniker fra Nidaros havde allerede fulgt Eilif til Avignon. Af Conciliets Beslutninger bliver for os den vigtigste, at der vedtoges en ny sexaarig Tiende af alle geistlige Indtægter, der, som det hed, skulde anvendes til Krig imod de Vantro. Eilif og Arne bragte den Færøiske Sag paa Bane under Opholdet i Vienne og enedes (10de Mai 1312) omsider om at vælge til Opmand Erkebiskop Nils af Upsala, (der var kjendt i Norge fra et tilfældigt Ophold i Bergen 1309), saaledes at denne skulde afgive Kjendelse 30 Dage efter at begge Parter paa Hjemreisen maatte være
