Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/114

blev vel modtagen af sine Chorsbrødre, om hvilke forøvrigt intet nærmere vides paa den Tid. Med Kongemagten kom han derimod snart paa den fiendtligste Fod, og han havde strax, om man tor tro Sagaen, udæsket denne ved at tale i Domkirkens Chor mod Birkebenerne. Dog har man en Forordning af Kongen, udstedt i Forening med Erkebispen og de øvrige Biskopper, om Bansættelse for en Række Forbrydelser mod Kirker og Præster, Krænkelse af Kvinder o. s. v.^[1] Men Erik nægtede Sverre at krone ham, medmindre Paven først dertil gav sit Samtykke^[2], han kom i Strid med Kongen om Erlæggelsesmaaden af Bøder til Erkebispen, hvor han vilde opretholde den af Eystein indførte Ordning, og han fastholdt sin Forgjængers Lovbog „Guldfjeder“ mod den ældre Lov, hvortil Sverre vilde holde sig. Navnlig blev der en skarp Strid om Størrelsen af den erkebiskoppelige Hird. Her optraadte Sverre meget alvorligt, hvorved det kom til skarpe Ord. Men Kong Sverre var bestemt og forelagde de Mænd, som tjente Erkebiskoppen ud over det af den ældre Lov tilladte Antal, en Frist af fem Dage, efter hvilken de skalde være utlæge. Nu fandt Erik sin Stilling utaalelig og drog strax bort, først til Bergen og derfra ud af Landet til Danmark.^[3] Det blev en lang Fraværelse, ja mere end fire Gange saa lang som Eysteins i England.

Til at søge Tilflugt just i Danmark kunne flere Grunde have bevæget Erik. For det første var jo det danske Kongehus beslægtet med Magnus Erlingssøn og altsaa fiendsk mod Sverre, og dernæst kunde Erik sikkert i Erkebiskop Absalon gjøre Regning paa at finde en sympathetisk Beskytter og det saa meget mere, som der er Grund til at antage, at de personlig have kjendt hinanden i Paris. Særlig har maaske dog, saavidt jeg kan formode, Eriks Venskab med en anden fremragende geistlig Mand i Danmark draget ham did. Dette var den berømte franskfødte Abbed Vilhelm i Ebeltoft, en af Absalon omtrent

1. N. G. L. I. 409 flg. At denne Forordning ikke har noget med den saakaldte „Sverres Christenret“ at gjem og at denne sidste ikke er udgaaet fra Kong Sverre, men er et meget senere Arbeide, er, som bekjendt, paavist af Maurer.
2. Dipl. Norv. VI pag. 4.
3. Prof. G. Storm har (Norsk hist. Tidsskr. 2 R. IV. 260) godtgjort, at dette Sammenstød mellem Sverre og Erik skede i Nidaros og ikke, som af flere antaget, i Bergen. Nogen „Synode“ i den sidstnævnte By 1190 har saaledes ikke fundet Sted.