Lendermandssønnen Magnus fik altsaa Kronen sat paa sit Hoved,
en ny og opsigtsvækkende Begivenhed i Norge, men denne Ære kjøbtes
dyrt.
Først foretoges den bekjendte Forandring i Norges Statsret, ved hvilken Successionen (indskrænket til ægtefødte Mænd) herefter, ifald den nye Lov var bleven respekteret, i Virkeligheden vilde have kommet til at bero paa Rigets Biskopper. Saavel i Gulathingsloven som ogsaa i Frostathingsloven har den nye Bestemmelse bevislig været optagen.
Dernæst udstedtes i den unge Magnus’s Navn det bekjendte, længe omstridte, men nu i det væsentlige af Kritiken godkjendte latinske Brev til Erkebispen og de øvrige Bisper, der først og fremst fastsatte, at Kongen og Riget skulde underkastes St. Olaf, og at Kronen efter Kongens Død (ikke i hans levende Live)[1] skulde ofres til St. Olaf, og dernæst indrømmede Erkestolen en Række af Privilegier. Af disse kunne følgende nu ansees som sikre: Domkirken i Nidaros tages under særlig Beskyttelse, Kongens og hans Hirdmænds Tiender til Biskopperne bestemmes, Erkestolens ældre Privilegier bekræftes og den faar dertil nye, navnlig Ret til at udføre (altsaa vel toldfrit) 30 Læster Korn (til Island) og Ret til Arv efter fremmede Præster, noget, som dengang, da der i Norge jevnlig fandtes udenlandske, især engelske Geistlige, ikke var uvigtigt.[2]
- ↑ Af Sverres Saga sees jo klarlig, at Magnus endnu i Vinteren 1182–3 selv var i Besiddelse af sin Krone, som saa ved hans Flugt faldt i Sverres Hænder.
- ↑ Som bekjendt har saavel Lovstedet om Kongevalget som Privilegiebrevet været Gjenstand for megen Kritik og megen Tvivl. Af de mange lærde og skarpsindige Udtalelser om denne Sag skal jeg her kun fremhæve: K. Maurer, Norwegens Schenkung an den heiligen Olaf, München 1877, G. Storm, Magnus Erlingssøns Lov om Kongevalg og Løfte om Kronens Ofring (Christiania Videnskabsselskabs Forh. 1880 No. 14) og endelig samme Forfatters: Magnus Erlingssøns Privilegium til Nidaros Kirke 1164 (Vidensk. Selsk. Skr. II Hist.-philos. Klasse 1895. No. 2). Privilegiebrevet maa ansees som forfattet af Eystein selv, og dets Stil ligner, som af Storm godtgjort, den man finder i hans bevislige Skrifter. Den delvise Forfalskning, som Brevet, hvis Original forlængst er tabt, senere har undergaaet, tror Storm at kunne tilskrive Domcapitlet i Nidaros under dettes Strid med Erkebiskop Jørund nogle Menneskealdre efter Eysteins Tid. Hvad Brevets Inskription angaar, forklarer Storm Ordene „apost. sedis legato“ som Apposition til Augustino, hvilket ogsaa synes mig rimeligst. Der har været anført, at Legaten, om han skulde omtales i Brevet, maatte være bleven navngiven, hvilket vist er sandt, samt at han ligeledes skulde have været nævnt først og ikke mellem Erkebiskopen og Suffraganbiskopperne. Har jeg imidlertid Ret i min Mening om Legaten som en ringere pavelig Udsending, der selv ikke har havt biskoppelig Rang, da indser jeg ikke,
