Denne siden er korrekturlest
Op og flygt! — så lød det for unge brudgom
til så lang en søvn vil dig ellers vie
de, du mindst kan ane — min egen far og
skjendige søstre:
vid mat, lig føl af løvinder krysted,
dine brødre myrdes ; men jeg ei nænned
dræbe dig — dog tør som din brud ei længer
her jeg dig holde
Vel jeg ved forvist, at i tunge lænker
for den synd, at mild jeg min brudgom skåned,
langt herfra til Afrikas kyst min far til
straf vil mig sende —
men afsted, på flugt nu for vind og vove!
må dig Venus skjerme og nattens skygger!
Glem mig ei, lev vel, på min grav en sorgens
rune du riste!
