Denne siden er korrekturlest
Takket være gavmild ven,
som glad Sabiner-bonde her jeg hilser
dag, som gryr, og dag, som går,
og månen, når fra ny til næ den haster.
Du, som ænser ei din grav:
som nær din egen ligfærdsdag dig tinger
marmor for et nyt palads, —
som der, hvor havet vildt mod Bajæ larmer,
bygger ud en kunstig strand,
ei mer tilfreds med den, naturen danned,
— rykker op med vold det skjel,
som retten satte mellem dig og grande,
— ja, som jager grisk fra gård
din ven med viv og børn og hjemmets guder,
ser og ynker ei de små,
af laser dækked knapt, på moders arme, —
husk, at ingen rigmands borg
sin stolte herre venter mere sikkert
end os alle livets mål,
den grumme Orkus: stunder du vel længer?
