Denne siden er korrekturlest
Ei med guld og elfenben
i glans fra hvælvet loft min bolig pranger;
marmorbjelker bæres ei
af slanke søiler fjernt i Libyen hugne;
ingen Attalus hans gods
til arv jeg tog som ran fra nære frænder,
ei lakonisk purpur-uld
for mig i venners fruerstue spindes.
Men et ærligt vennesind
og sang og skjemt skal her dig altid møde;
rigmænd vrager ei min vin,
og jeg om mer ei trygler himlens guder.
