i Behandlingen af Menneskene saavelsom Materilerne, blotter den Markerne, formerer Befolkningen i usunde Boliger, afkræfter Aanden tilligemed Legemet, og kaster omsider paa Gaden, naar ingen Sysselsættelse er forhaanden, de samme Mennesker, som for den har opofret deres Kraft, Ungdom og hele jordiske Tilværelse.
Som en sand Arbeidets Saturn, opsluger Industrien sine Bøn, og lever kun af deres Tilintetgjørelse.
Skal man da imidlertid for at bøde paa dens Mangler, bøie den under et Jernaag, berøve den denne Frihed, som alene udgjør dens Liv, og saaledes til Gjengjeld tilintetgjøre den, fordi at den tilintetgjør — uden det mindste Hensyn til de umaadelige Velgjerninger, som følger af dens lykkelige Udvikling. Vi troer at det kun leder til, snarest muligt, at læge de paaførte Onder, uden at forekomme videre Ulykker.
Men det er paatrængende nødvendigt, at noget Virksomt maa iværksættes, thi Selskabet er ikke noget indbildt Væsen, men det er et organisk Legeme, som ikke kan fremspire og blomstre, uden at alle dets Dele er i fuldkommen Sundhedstilstand. — Man fordrer et kraftigt Middel imod de Ulykker, som Industrien medfører, — Landets almindelige Velvære, Menneskehedens Stemme, ja selve Regjeringernes Interesse paakalder dets Iværksættelse.
Indenrigs Handel. Denne Handel lider, fordi at Industrien, idet den producerer formeget i Sammenligning med den ubetydelige Godtgjørelse, som den yder for Arbeidet og Agerdyrkningen ikke giver tilstrækkeligt Udbytte — forskaffer Samfundet Producentere, som ikke kan sælge, og udhungrede Konsumentere, som ikke formaaer at kjøbe, og den fornødne Ligevægt i Forholdene tvinger Regjeringen, her ligesom i England, at søge i China og anden steds Afløb for deres Varer, under Øinene paa Millioner af Franskmænd og Engelskmænd, egne Landsmænd, blottede for Alt, og som, om de formaaede at kjøbe, hvad de behøvede, til tarvelig
