ved Magt endnu[1]. Større Indflydelse paa Taternes Liv i denne sidste Periode har maaske en anden Lovbestemmelse havt. I forrige Tider maatte ofte kongelige Reskripter og Forordninger tjene til at give Undersaatterne adskillige nyttige økonomiske og moralske Lærdomme; saaledes forklarede Reskr. 12 Jan. 1759 og Frdn. 31 Jan. 1794, hvilken urimelig og skadelig Fordom det var, naar Almuen betragtede det at flaa Heste og selvdøde Kreature som en uærlig Forretning og overlod den til „Finner og omstrippende Omløbere, der under Skin saadant at forrette ofte forøve adskillige utilladelige Ting,“ – en Belærelse, hvortil der føiedes en stræng Straffebestemmelse for dem, det ikke fulgte den. Til hine omstrippende Omløbere, som tildels ernære sig med saadanne „uærlige“ Haandteringer, have nu altid og allevegne Taterne hørt, og forsaavidt da hine Love opnaaede Hensigten, have de gjort et slemt Skaar i deres Næringsvei.
De nys nævnte Love ere ialfald af Betydning her, forsaavidt som de vise, at Kongen og Regjeringen i Kjøbenhavn, der tidligere ved sine Love ligefrem havde bestyrket Folket i dets Overtro og Fordomme, nu begyndte at tænke fornuftigere om saadanne Ting, og efterhvert som saadan Fordomsfrihed trængte ned til Folket, maatte det være forbi med Taternes lystige Liv. Den gamle Overtro havde frygtet dem og vistnok nedkaldt Forfølgelsen over dem; men Overtroen havde ogsaa lønlig tyet til deres Hjælp og Bistand, og de foregivne Troldmænd og Hexe havde derved spillet Mestere. Nu frygtede man dem mindre, man ændsede ogsaa mindre baade de Forbandelser og Velsignelser, de listige Foregivender om overnaturlig Magt til at skade og tjene, hvormed de før havde banet sig Vei til Godtfolks Madboder og Klædeskabe og Pengekister. I den gamle Enfoldigheds Tider øvede Taterne med Held sine
- ↑ Rigtignok er der ganske nylig gjort en formildende Forandring ved den, forsaavidt som Dødsstraffen ifølge Kriminalloven af 1842, Kap. 28, § 6 a, maa ansees at være gaaet over til Strafarbeide i høieste Grad.
