andre persiske og arabiske Skribenter, hvoraf han antager saa
meget som vist, at ved Aaret 1000 gik allerede Taterne omkring
i Persien ganske saaledes, som de den Dag idag gjøre
baade der og andetsteds, og af flere Navne, som Taterne der
af de gamle Skribenter benævnes med, formoder han, at de oprindelig
have hørt til et Folk, som bar Navnet Djatt eller
Zath, et raat, men talrigt Folk, som fra den forhistoriske Tid
af boede i den nedre Del af Indusdalen, og som siden, under
de ved Arabernes Erobringer fremkaldte Folkeomvæltninger,
spillede en hel Rolle i Landene mellem Ganges og Tigris.
Men dette Folk er endnu kun lidet bekjendt; det synes f. Ex.
uafgjort, om det har hørt til den hinduiske Stamme eller ei;
den lærde Forfatter maa derfor overlade det tilkommende Undersøgelser
at afgjøre, om det virkelig er Stammefolket til vore
Tatere, og isaafald, hvorledes det da er gaaet til, at Folket
for en Del splittedes ad i de Fanteflokke, som nu stryge den
halve Verden rundt; ja, saa overbevist denne Forfatter med de
fleste andre holder sig om, at Taterne oprindelig nedstamme
fra Indien enten fra Ganges- eller Indusdalen, saa giver
han endog at forstaa at disse Undersøgelser om Begyndelsen
til Taternes forunderlige Omsværmen nok maa udstrækkes helt
til Afrika for at finde sin endelige Løsning.
Hvilken Opsigt det maa have vakt da disse underlige, uhyggelige Horder første Gang viste sig i vore fredelige Bygder! hvilken overtroisk Frygt disse sortladne vilde Orientalere vist have indjaget vor enfoldige Almue og hvor deres List har vidst at narre den norske Troskyldighed! Men Ingen har fortalt os noget derom; ingen Krønikeskriver har berettet, hvad
