gen Vaskning vil gjøre Tateren hvid.“ Og dog er der allerede i flere Lande tydelige Tegn til, at Taternes Nationalitet snart vil være forsvunden. Men det er vel neppe Dyden, som skal have Æren af at have beseiret deres raa Natur, men Lasten. Medens Taterne endnu levede under Lovenes Forbandelse, holdt de sig sammen under et energisk Had mod alle dem, som ikke vare af deres Blod; efterhvert som Forfølgelsens Tryk toges bort, forsvant deres Kraft og Sammenhold, og nu ser man, at de smelte sammen med – europæiske Tigger– og Tyvebander, med Skøierfølgerne, som de i denne Bog kaldes. Taterfolket bliver daglig sjeldnere og vil vel snart forsvinde ganske, ikke, som det synes, ved at optages i de lovordnede og sædelige Folkesamfund, men ved at blandes med det lille gjenstridige Skøier-Folk, som i Tidernes Løb har dannet sig af Udskuddet af Nationerne, en Slægt, som ikke alene undfanges i Synd og fødes i Misgjerninger, men som voxer op i Last og undervises i Forbrydelser. Man kan her i det mindre se, hvorledes der i den nyere Tid imellem “Bærmen af Folket“ og den bedre Del af Nationen befæster sig et svælgende Dyb, ligt det, deri Oldtiden adskilte Menneskehedens forskjellige Racer, hvorledes der udvikler sig en Forskjel i Sæder og Tilbøieligheder og Legemsform og Sjelsanlæg, ligesom imellem hint Indiens raa Urfolk og de sædelige Hinduere. Og ligesom Taterne, som det syntes, vare dukkede frem af den Dunkelhed, der hviler over hine fjerne Forholde, saaledes lader det til, at de, dersom Sagen fremdeles skal udvikle sig, som den har begyndt, ogsaa skulle tabe sig i den mørke, uhyggelige Skygge i Dybet af det europæiske Folkeliv, hvis Høider beskinnes af Kulturens Lys. Denne sørgelige Betragtning skal man senere finde stadfæstet ved Beretningen om de Taterflokke, som ere blevne hjemmehørende her i Norge.
Efterat det foregaaende Ark allerede var trykt, fik jeg Anledning til at benytte et nyt Skrift af den for nævnte franske Forfatter Bataillard, som endogsaa har havt den God-
