Kjeltringer. Borrow søgte og ledte efter Spor hos dem af Ærefrygt for de christelige Helligdomme, de gave sig Udseende af at dyrke, eller efter Spor af et orientalsk, hemmeligt Hedenskab imellem dem; men han fandt Intet. Hans mest trøstende Ord om deres religiøse Forhold er følgende: “En vigtig Opdagelse gjorde jeg imellem dem; det var, at intet Menneske, hvor vanartet og forhærdet det end monne være, er aldeles gudløst. Kald det Overtro, om du vil! der klæber dog altid ved ham en vis Frygt og Sky for noget helligt og Overjordisk. Jeg har hørt Gitanos haardnakket benægte Guddommens Tilværelse og udtrykke den yderste Foragt for alt det Hellige; alligevel kom de altid i Samtalens Løb til at modsige sig selv ved at lade et eller andet Udtryk slippe dem af Munden, som ophævede deres Paastande,“ og som Exempel herpaa meddeler han en Samtale med en forvorpen Kvinde, som „hverken frygtede Gud eller Djævelen,“ men som til Slut dog ikke turde fremsige en Bønneformular til Jomfru Maria paa 4 Ord, som hun havde lært i sin Barndom[1]. Den fortræffelige Borrow opgav dog ikke Haabet om at kunne virke ogsaa paa disse afstumpede Sjele; han oversatte i det fordærvede spanske Tatermaal Lukas’s Evangelium, lod det trykke og uddelte det til dem af dem, som kunde læse; de toge Bogen og – bare den med sig paa sine Røvertog som Amulet til Værn mod Politisoldaternes Kugler, ligesaa god i deres Tanker som den Magnetsten, de ellers til samme Brug indsyede i sine Klæder. Borrow samlede en Hob af Madrids Tatere i sit Logis, hvor de trods Spaniolernes mistænkelige Undren regelmæssig indfandt sig hos ham; han hørte paa deres idelige Tyvehistorier og søgte alt imellem at anbringe et godt Ord, et Sprog af Guds Lov og Evangelium; omsider vovede han at holde et længere Foredrag for dem og sluttede dette med at forelæse dem et Stykke af sit Evangelium, Herrens Bøn og Troens Artikler, Alt paa rommani. Han havde talt sig varm, standsede, saa sig om og saa – hele Forsam-
- ↑ Borrow, anf. St., 1, 339.
