det Fornødne til Legemets Ophold, men lidet eller slet ikke begunstiger Menneskets Trang til ædlere Udvikling. Ingen Menneskeven ser dette Syn uden Vemod; men med større Smerte ser man den vistnok langt talrigere Slægt, som her er Tale om. Den lever i et Land, hvor Naturen saa vidunderlig har sørget for Menneskenes Tarv; den lever i stadig Omgang med et mere uddannet Folk, som syntes at have faaet det Kald fra Herren at udbrede Oplysning og gode Sæder mellem de raaere Stammer i dets Nærhed; men netop dette Folks Uretfærdighed har saaledes forkuet hine Indiens Børn, at de i aandelig Dygtighed vistnok staa langt under Skrællingefolket under Nordpolen, og man endogsaa kan fristes til at tvivle, om der endnu er nogen Rest af bedre menneskelig Sands tilbage hos dem.
Men nu synes hin af Pott meddelte Hypothese at angive Sporet til at finde vore Taterhorders Stammefolk netop imellem disse vanartede Slægter af Indiens Urbeboere. At de nedstamme fra dem og ikke fra Hinduerne, maatte man allerede ved den løseligste Betragtning af deres Sæder være tilbøielig til at antage; men nu gjør denne Hypothese endnu opmærksom paa en interessant Omstændighed. Det Navn, hvormed Taterne benævne sig selv til Forskjel fra andre Folk, er Rom (Romni om en Kvinde). Nu er der en af hine lave Stammer i Indien, paa Skraaningen af Himalaia og især i Landskabet Assam, hvis Navn D’om, D’omni, er saa ligt hint – mere end det kommer tilsyne i Skrift –, at der efter Sproglærdes Mening er Mulighed for, at det kan være det samme Ord og isaafald maatte Taterne være en Afdeling af denne Stamme. Man maatte da tænke sig, at disse D’oms eller Roms saa længe havde vandret om mellem Hinduerne, at de havde lært disses Sprog og hermed stemmer det vel overens, at der endnu i Taternes indiske Sprog, som for bemærket er adskillige Udtryk, som ikke gjenfindes i noget andet hidtil bekjendt Tungemaal, men som maaske udgjør en Levning af hint D’om-Folks endnu ubekjendte Ursprog, en Levning som maa-
