have blandet adskillige tydske og spanske Ord ind i sit asiatiske Modersmaal.
Saaledes fik man Anelse om en maaske meget lang Periode af Taternes Historie, som laae imellem deres Udvandring fra Indien og deres første Optræden i Tydskland og Vest-Europa, og som endnu var indhyllet i Dunkelhed. Men endnu var der flere Mænd, som havde Interesse af paany at ransage gamle Skrifter, for at faa Lys i Sagen, og virkelig troede nu En, nu en Anden at have fundet tidligere Spor af Tatere i Landene østenfor Tydskland. Interessen var dog større end Sindigheden; de formentlige Opdagelser befandtes ved nærmere Prøvelse altfor usikkre. Det er jo vistnok rimeligt, at de endnu lidet ransagede byzantinske og russiske Krøniker maa indeholde en og anden Oplysning om denne vidtvankende Slægt af et tidligere Datum end den lybekske Krønike, som berettede os om Taternes pludselige Besøg i Hamburg; men denne sidste Beretning er endnu den Dag idag det tidligste paalidelige Vidnesbyrd, som haves om dem i vor Verdensdel[1].
- ↑ Den bekjendte svenske Skribent Gråberg af Hemsø, der igjen anfører som sin Hjemmelsmand eller Forgjænger den S. 47 nævnte svenske Forfatter Rabenius, mente at have fundet Spor af Tatere i Sverige et Aarhundrede tidligere, end man ellers vidste af dem i Europa (se Memoires de l’Acad. des sciences etc. de Turin, 1813, T. XXI, Append. Doutes et conjectureo sur les Bohémiens et leur première apparition en Europe par M. Gråberg de Hemsö, citeret af v. Heister, anf. St. S. 84). han støtter denne Mening paa det ovenfor S. 14 omtalte svenske Edikt af 1303, hvis Udtryk Sculuara han forklarer som en Forvanskning af det svenske skoiare og for synonymt med Tattare eller Zigenare, som Taterne senere kaldtes i Sverige. Efter det i Texten Oplyste er det jo vistnok ingen Urimelighed at mene, at Taterne ved den Tid kunde have udbredt sig i Rusland og derfra være komne til Sverige; men dels passer den i Ediktet givne Beskrivelse ikke tydelig nok paa Taterfolket, dels betegner Ordet skoiare slet ikke netop en Tater, men en Omstreifer eller Landstrygert i Almindelighed; det synes derfor rimeligt, at Rabenius og Gråberg af H. ere komne paa denne Udlæggelse af det gamle Edikt derved, at dets første udgiver, Hadorph, sandsynligvis med en paa hans Tid hyppig Forvexling af de for-
