4. Det norske Tatersprog har endnu visse Lydforbindelser og Ordformer, som minde om en Tid, da det, som Tilfældet endnu er f. Ex. imellem de bøhmiske og russiske Tatere, taltes som et naturligt Sprog med egne grammatikalske Former.
5. En egen Lyd, som svarer f. Ex. til det engelske ch, har jeg maattet betegne med tj, fordodblet ttj (tjuttje, bøhm. Taterspr. czuczi, lithau. tschutschi, tydsk dschutschin, spansk chucha); en anden Lyd har jeg gjengivet med det tydske sch (schero, bøhm. T. szero, lithau. schero, liefl. tschero, eng. shero, tyrk. shero, spansk jero); k har ikke altid som i Norsk den bløde Udtale foran e og i (ker, ikke kjer, bøhm. Taterspr. kher, lithau. kheer, tydsk kehr, eng. ker, spansk qver). Betoningen ligger ofte tvertimod det norske Sprogs Regler paa sidste Stavelse (rommaní, tjattjipá, barvaló, lithau. T. barveló).
6. Medens de fleste Substantiver (ogsaa Adjektiver) simpelthen ende med Stammens Konsonant (beng, bøhm. T. beng, litau. T. beng o. s. v.; but, bøhm. T. but, eng. T. boot, o. s. v), have adskillige beholdt de i andre Taterdialekter charakteristiske Kjøns- og Aflednings-Endelser, f. Ex. -o, Mask., -i og -e, Fæm. (piblo, Enkemand, pibli, Enke, lithau. T. phiblo, phibli; gavo, Mand, gaje, Kone, lithau. T. gajo, gaji), -ni, Fæm. (romni, Taterkone, lithau. T. rumni, af rom; grasni, Hoppe, lithau. T. graschni, af grei), -in, (summin, bøhm. T. zumin), -a, -ia, -ina, -ana, -una, Fæm., mest i Ord af fremmede Sprog (kaava, deía, kralia, saboria, droppina, kampana, sambuna; sml. lithau. T. taka, Tag, af Tydsk, Dach, zambuna, Tobakspibe, maaske af Ital. zampogna, Fløite o.. fl.). -us, i Fremmedord (akrus, bankus, af Tydsk Acker, Bank, krakus, lithau. T. korakkos, af Nygræsk κόρακας). Svenarus, Svenske, minder om lithau. T. Italienaris, Rymaris, Romer, o. fl., og Parikko, Finlænder, Parikko-tem, Finland, om lithau. T. Preussitko, preussisk, Turkutko, tyrkisk, Kellodíkko-temm, Rusland, Meklenburgodikko-temm, Meklenburg o. s. v. Kakkeraska, Ørn, synes dannet med den i andre Taterdialekter hyppige End. iczka eller itzka, f. Ex. tydsk T. weweritzka, Egern. – Ordet dan, Plur. danjar, viser Spor af den oprindelige Deklination for Fæm. i den lithau. Taterdialekt (f. Ex. peen, Søsker, Plur. penja).
7. Af Adjektiver, Verber og Substantiver dannes afledede Subst., oftest Abstrakter, paa -ben (-beng) og -pá eller -ba (jiben, Liv. lithau. T. dschiben, af Verbet dschivovaf; piben, Drikke, af pi,
og Ordformer i nøiagtig alphabetisk Orden, og jeg har derfor maattet anføre Sidetallet for at vise, hvor de ofte møisommelig opsøgte Ord forekomme.
