Hopp til innhold

Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/350

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
336

handler dem som Kommunal-Indretninger, der ere Statskassen uvedkommende, har Justitsdepartementet allerede tilstaaet de Kommuner, som have bekostet sig saadanne, et vist Bidrag af Statskassen til Lettelse i Omkostninger for de Lemmer, som ved Politiets Foranstaltning ifølge ovenanførte Bestemmelse i Fattigloven der blive indsatte. Departementet er vistnok gaaet ud fra den Betragtning, at ved en saadan Forføining pleies ikke blot den enkelte Kommunes, men hele Samfundets Tarv, hvilket derved forskaanes for større Ulemper og Udgifter, som de samme Personer rimeligvis vilde foraarsage, om de gik løse.

Med saadanne kraftige Tvangsindretninger vilde Fanters og Løsgjængeres Forholde her blive ordnede omtrent paa samme Maade, skjønt endda ingenlunde saa strængt, som i Sverige. Her har der i lange Tider bestaaet en Lov om de saakaldte Forsvarsløse (försvarslösa), en Lov, der senest blev fornyet ved kgl. Forordning af 29de Mai 1846[1]. Her skjelnes imidlertid omstændeligere mellem „Forsvarsløse i Almindelighed“ og dem, „der kunne dømmes til offentligt Arbeide.“ Som Forsvarsløs i Almindelighed ansees den, der ikke kan godtgjøre, at han enten forsørges af Andre eller ernærer sig selv paa lovlig Maade. En saadan Person skal, saa længe han ikke har skaffet sig en fast og lovlig Stilling (laga försvar), staa under Fattigbestyrelsens Formynderskab og maa ikke uden dennes skriftlige Tilladelse reise ud, ikke engang for at søge Arbeide; gjør han det alligevel, eller overskrider han Tilladelsen, skal han enten af Fattigvæsenets eller Politiets Betjente sendes hjem igjen. Til den anden Klasse af Forsvarsløse høre saadanne Personer, som tillige have været straffede som Forbrydere eller tidligere som Forsvarsløse været indsatte i Arbeidsanstalt, Korrektionshus; unddrage de sig dette samme Opsyn af Fattigbestyrelsen, eller gjøre de sig ikke Flid for inden given Frist at skaffe sig lovlig Næringsvei, saa skulle de inddømmes i Korrektionshuset; Dommen bestaar kun i en Kjendelse af Landshøvdingen, dog saaledes, at den Dømte har Ret

  1. Se Svensk Författnings-Samling, 1846. No. 14.