Sparsommelighed o. s. v., saa – lader man ham helst gaa. Retfærdighedsfølelsen gjør sig ikke saa meget gjældende mod den Gjennemreisendes forbigaaende Forargelse; man slaar sig ialfald let til Ro ved den Tanke, at lovlig Straf vist ikke vilde frugte noget, at Synderen i Grunden i alle Mands Foragt og sin egen onde Samvittighed bærer en endnu større Straf end den, Loven dikterer, Kains evigvarende Landflygtighedsstraf. Naturligvis, den, som saaledes gik hjemmefra igaar, klynker og klager allerede idag ved hver Mands Dør over sin store Ulykke, at han intet Hjem har, og bevæger derved Medlidenheden, der dog sjelden gaar saavidt, at den søger at forhjælpe ham til noget nyt Hjem, men – efter Fantens eget Ønske – gjerne indskrænker sig til at række ham det Maaltid Mad, hans øieblikkelige Sult behøver. Saa ondt og saa godt har en Fant det, naar han, flygtende for sine Kjendingers, Sambygdingers Øine, vanker omkring mellem Fremmede, som Gjenstand for hin matte Retfærdigheds-, denne uklare Medlidenhedsfølelse. Det er dette Liv, som huer Fantens lave Sjel. Jo snævrere Hjem, desto større Indskrænkning og Tvang for Letsindigheden; jo videre Hjem, desto bedre Spillerum for Tøilesløshed. Overalt kan Omstreiferen gjøre sine Krav gjældende som Menneske med Trang til Mad og Drikke, som ikke Mange ville afslaa ham; ja, jo letsindigere han har lagt sig Kjæreste og Børn til, desto virksommere kan han lade Sulten igjennem de mange Munde raabe til Medlidenheden; men intetsteds kræver man gjerne Noget af ham igjen. Han er intetsteds Borger, men Statsborger mere end Nogen. Han er fredløs, forsaavidt han daglig gjør sig skyldig i Betleri eller ialfald ulovlig Udøvelse af sin smule Profession, hvorfor han af hvilkensomhelst kan anmeldes og drages til Ansvar for Domstolene; men han ved, at man ikke gjerne bemænger sig med ham, og stolende herpaa kan han byde en hel Kirkealmue Spidsen. Han er paa engang overmaade fattig, ikke Eier af en Skilling, og overmaade rig, da enhver Bondes Madbod indeholder Overflod til Mættelse for ham. Han kan i det ene Øieblik være nedtrykt ved den Uvillie, det Had, han læser i Alles
