sigste Behandling. Ved denne Leilighed yttrede Flere sig paa det Bestemteste mod Sandsynligheden af, at Fanterne ved de anordnede Tvangsforholdsregler vilde kunne bringes til Skik og Orden, hvorimod forskjellige Forholdsregler i hin mildere Retning paany antydedes.
Paa Storthinget 1848 fremsattes endelig et Forslag, der gik ud paa at anmode Regjeringen om at lade Fanternes Forholde og Midlerne til deres hensigtmæssige Behandling undersøge, og et andet, der strax vilde have Sagen ordnet ved Lov efter et dertil forfattet Udkast. Det første Forslag fremsatte en Lensmand, som ifølge sin Stilling havde skullet bidrage til at indføre den ved hine Cirkulærer paabudte Orden, men vel havde erfaret, hvor vanskeligt eller uhensigtsmæssigt det var.
Forslagene oversendtes Justitskommitteen No. 2 til Indstilling. Denne fandt Sagen for lidet bekjendt og drøftet, til at den kunde tilraade efter det ene Forslag nu strax at ordne den ved en særskilt Lov; derimod fandt den, at baade Fanternes egen Nød og den Ulempe, de fremdeles voldte, krævede al Opmærksomhed fra Lovgivningens og Styrelsens Side, og anbefalede at henvende sig til Regjeringen med Anmodning om, „at den vilde tage Sagen angaaende Fanternes og Taternes Forholde under Overveielse og, hvis saadant var muligt, fremkomme til næste ordentlige Storthing med Forslag til disse Forholdes hensigtsmæssige Ordning for Fremtiden.“ Denne den 20de Juni 1848 afgivne Indstilling blev af Odelsthinget ved Beslutning af 27de s. M. enstemmig bifaldt. Og lidt før havde Hs. Majestæt Kongen paa derom indgivet Andragende naadigst bevilget nærværende Forf. Midler af Statskassen til paa en 4 Ugers Reise i Landet at fuldende de Undersøgelser, hvis Resultater denne Bog indeholder.
