Men denne Omstændighed viser vel, at det hele Pasvæsen
er en til Standsning af Fanternes Uvæsen lidet nyttig Indretning,
ikke, at Fogder og Politimestere som Pasudstedere bør
tillægges al Skyld for, at saa mange Fanter stryge om paa
vore Veie. Thi hvad skal en Foged gjøre, naar en fremmed
Person kommer til ham for at lade sit Pas paategne eller
forandre eller fornye? Det forstaar sig, Fogden, som vist i
mange Tilfælde maa fatte Mistanke mod Personen, har det vel
i sin Magt at standse hans Reise for at foranstalte fornøden
Ransagelse, der igjen kan foranledige Tiltale og Afstraffelse
for Løsgjængeri eller Betleri. Men de samme Grunde, som,
maaske altfor ofte, gjøre Politibetjente tilbøielige til hos saadanne
brydsomme Fremmede at overse vitterlige Overtrædelser
af dette Slags, maa endnu mere bevæge Pasudstederen til at
lade den blotte Mistanke fare, især naar Mistanken, hvad oftest
turde være Tilfælde, mest er vakt ved den Omstændighed,
at Angjældende efter Fanternes Skik sætter saa stor Pris paa
at have et Pas. Og med Grund kan jo Pasudstederen mene,
at han ved at give sit Pas ingenlunde binder Hænderne paa
den, som hos den mistænkelige Person maatte opdage noget
ulovligt og derved finde sig opfordret til at standse hans Færd.
Thi hvad er et Pas? Det er intet andet end en kompetent
Embedsmands Erklæring om, at Intet er bekjendt, som kan
være til Hinder for Angjældendes Reise, en Erklæring som
hverken kan være nogen absolut Betryggelse for Samfundet
mod at besværes med forbryderske Reisende, eller skal være noget
Privilegium for denne paa at begaa Skjelmsstykker.
Men der er vist megen Rimelighed alligevel i den Tale, at Fogderne ikke burde udstede Passe til Fanter. Det hele Pasvæsen bliver nemlig saa saare let misforstaaet, som om ogsaa Betleren, Landstrygeren, Skjelmen, dermed skulde være bleven en uantastelig Person. Allerede Recessen af 1643,
afskedigede svenske Gardister o. s. v., o. s. v.). Antallet af disse ialfald mistænkelige Passe af hine 127 blev 92, lydende paa 150 Personer.
