den Fant, som paa en eller anden Maade søger at.nærme sig til det sædelige Samfund, ofte høre Yttringer af sine nye Omgivelsers dybe Afsky for og Mistillid til den Fantebaarne og skræmmes derved tilbage til det forrige vilde Liv. Et Par Kjendsgjerninger vilde yderligere anskueliggjøre, hvorledes Almuen ofte lader sig lede af den umiddelbare Følelse enten af Medlidenhed eller af Afsky. I et Kirkesogn i Guldalen blev der for faa Aar siden ansat en Bygdevægter, som stadig skulde færdes paa Landeveiene og hindre Fanternes Betleri; men snart uddannede der sig hos den lavere Almue den Tro, at Udyr sikkerlig vilde gjøre Nederlag blandt Kreaturene i Sætermarkerne til dobbelt Gjengjæld for, hvad man ved Bygdevægterens Tjeneste indsparede i Almisse til dem, som gik og bad. For den overtroiske Medlidenhedsfølelse gjalt Tiggerne for hellige Personer, som man ikke maatte forgribe sig paa. – I Christianssands Stift – fortalte vedkommende Præst mig – kom en Fantefamilie en Søndag til Kirken for at faa et Barn døbt, som Moderen nys forud havde født i en nærliggende Husmandsstue, hvor Nattelogis var blevet hende tilstaaet; Forældrene beklagede sig over, at de ikke havde kunnet faa Faddere til Barnet; Præsten anmodede da sine Tjenestefolk om at yde denne christelige Tjeneste; men de vilde heller ikke være Faddere til „Fanteungen;“ saa maatte Præstefruen selv være Barnets Gudmoder og tage sine voxne Børn med som Faddere. Her afskyedes Fanterne som en vanhellig Slægt, uværdig til den Helligaands Naadegave.
I alle de Træk, som her ere anførte om Almuens Forhold til Fanterne og Løsgjængerne, aabenbarer der sig dog en meget almindelig Stemning imod dem som Væsner, man ikke behøver at staa i mere end øieblikkelig Berørelse med; ligesom Fanterne paa en mere eller mindre bestemt Maade betragte sig selv som staaende udenfor det øvrige Samfund, saaledes troer ogsaa Almuen at kunne betragte dem som sig uvedkommende Fremmede; opstaar nu og da Tanken om, at Civilisationen og Dyden her skulde søge at overvinde Raaheden og Lasten, saa skyder man gjerne Forpligtelsen fra sig ved den Betragtning,
