Hopp til innhold

Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/295

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
281

Mennesker i at prøve Aanderne; han klynker og klager, fremviser Bræk og Saar eller fortæller hjerteskjærende Historier; han minder Barmhjertigheden om Herrens Bud og Forjættelse og stiller sig saa hen der i al sin Usselhed, sammenbøiet og ydmyg. Lasten ifører sig Nødens Skikkelse, og Nøden har en stor Magt over Rigdommen og Lykken. Det er en høist pinlig Stilling for den, som staar med Haanden fyldt med Guds gode Gaver som Hjertet med Forbarmelse mod den trængende Medbroder. Der er kun en Udvei her. Man kan – efter først at have bespist Betleren, om det skulde være fornødent. – føre ham hen til Stedets Øvrighed, for at det kan vorde tilbørligt undersøgt, om han er en Bedrager eller ei, saa han efter vore Loves fornuftige Hensigt kan hjælpes enten ved gavnlig Tugtelse til sin Sjels Forbedring eller med forsvarlig Understøttelse for sin legemlige Nød. Men herved vilde man rigtignok paadrage sig Tidsspilde og Bryderi[1], og derfor kan jeg til disse mange Historier om Fanter og Betlere ikke tilføie et eneste mig bekjendt Exempel paa, at Nogen har benyttet denne Udvei. Paa den ene Side har man ikke Hjerte til at afvise Betleren; paa den anden Side vil man ikke plages længere med ham; man ærgrer sig et Øieblik baade over Fanten og sig selv, men – giver ham et Smørrebrød eller en Skilling og lader ham gaa, uden nogen tilbørlig Straf, uden tilstrækkelig Hjælp. Istedetfor med sindigt Overlæg og god Samvittighed at følge hin Fremgangsmaade, hvorved det hele Fante- og Tiggervæsen maatte forsvinde, søger man paa denne kortere Vis at blive den enkelte Betler kvit, ikke betænkende, at netop derved har Landstrygernes Væsen varet i Aarhundreder til bestandig ny Ærgrelse for Giverne og sjelefordærvelig Fristelse for Betlerne.

Saaledes forbliver det en stadig Regel, og det ikke blot i Bondealmuens, ogsaa i Embedsmændenes Huse, at man ikke

  1. Det turde vel endogsaa paa enkelte Steder være Tilfældet, at en Tjenestegut hellere ville miste sin Tjeneste end paa sin Husbondes Befaling føre en Betler til Lensmanden, Staaderkongens foragtede Forretning.