trænge frem overalt. Overtroen kan endogsaa være skarpsindig i sin Kamp mod den sunde Fornuft. En Bondekone bekjendte mig sin Tro paa Fantefolkenes trolddomskraftige Ord; hun anførte en Begivenhed til Bevis og korsede sig derved; en Fantekjærring – saa lød Mythen – var sent om Aftenen kommen til en Gaard for at bede om Husly, men var bleven afvist; hun gik da, men med de Ord: „Vil de ikke hyse Folk, saa skal de heller ikke hyse Fæ,“ og siden den Tid styrtede hvert Aar nogle af Gaardens Kjøer og Heste, en Ulykke, som vedblev, selv efterat Eieren for samme Sags Skyld havde solgt Gaarden til en anden Mand. „Er det da saa endnu?“ spurgte jeg; „Ja, nei,“ var Svaret, nu er det over tredive Aar, siden Store-Serina døde, saa nu maa Benene hendes være raadnede i Jorden, og dermed er Troldskaben endt.“ – Vistnok er det saa, at saadanne Historier, som jeg ovenfor har fortalt om Almuens overtroiske Tillid til Fanternes magiske Hjælp i allehaande Nød, nu ere sjeldnere end før; men Troen paa, at Fanterne kunne skade ved sit onde Øie og ondskabsfulde Ord, har vedligeholdt sig bedre, og man anser det ialfald for raadeligst ved en Almisse eller anden Villighed at sikkre sig deres Venskab. „Jeg tror ikke paa deres Magt; men det er nok bedst at give dem alligevel, naar de bede,“ dette er hos den især for sine Husdyr bekymrede Bondekone et almindeligt Udtryk til Forsvar for hendes store Føielighed mod Fanternes Uforskammethed. Det er saadan en halv Tro, som støtter sig paa, hvad de gamle Dogmatikere vilde kalde argumentum de tuto.
Mangensteds er dog denne Spøgelsefrygt ganske forsvunden, og endda hedder det: „Det er nok bedst at give.“ En anden Grund til hin Føielighed mod Fanterne ligger nemlig i Almuens Opfattelse af Guds Villie; hin Regel om Almissegiven til Alle og Enhver er udentvivl en af de mange Levninger fra den katolske Tid, som man endnu forefinder i vort Land. Den praktiske Christendom, som Munkene indprentede Folket, bestod hovedsagelig i dette ene Stykke: „Glemmer ikke at gjøre vel og meddele! thi saadanne Offere behage Gud vel.“ Og
