hed. – Ved Siden af Vestgøtherne gaa mindre Flokke af Smaalændinger,
som i Eskilstuna og andre Fabrikbyer hente de
Jernvarer, de med stort Besvær føre med sig omkring paa
Gaarde og Markedspladse. Trods denne Fordeling af Handel
med vævede og smedede Sager har der dog længe hersket
Avind og Fiendskab mellem Vestgøtherne og disse grun-nasar,
fem de foragteligt benævnes af hine. Sagtens søger det ene Parti
at nedsætte det andet i Almuens Øine for selv at vinde saa
meget mere. – Et høist interessant Folkefærd ere de omreisende
baade Mænd og Kvinder fra Dalarne. De gaa ofte under
Ravn af Skindfældmagere eller Skinnarfolk (skinnare). Naar
man paa en Reise igjennem det norske Østerdalen kiger ind i
Bøndernes Huse og ser de af Kalve- og Oxehuder net tilskaarne
Sengklæder og Hynder, faar man Begreb om, hvilken
stor Rolle Skindfældmagerens Kunst har spillet i Nordboernes
Husholdning i ældre Tider, da vel ogsaa mange Klædningsstykker,
som Dalkarlenes Nationaldragt endnu viser os Levninger
af, vare forfærdigede af Skind. I gamle svenske Love
omtales ogsaa disse Skinnare som en egen Klasse af omreisende
Haandværkere, og det var vel især Beboerne af Dalarnes
fattige Bygder, som maatte vandre ud og ernære sig ved
denne Profession. Nu er denne Bedrift mere indskrænket, og de
have maattet lægge sig efter adskillig anden Næring. Dalpiger
gaae om og falbyde os Urbaand, Halskjæder og andre
nette Haarfletninger, og de mange Svenske-Ur, som ere at se
i vore Bondestuer, vidne fordelagtigt om Mændenes huslige
Flid og vidtløftige Handelsreiser. Disse Dalfolk kjendes saa
godt paa den eiendommelige Nationaldragt, og fra Røros af,
hvor de gjerne komme ind over Grændsefjeldene, gaa de faa
jevnt igjennem Landet alt til Smaalenene og Jæderen. Jeg
samtalede engang med et Par Dalpiger, der omtalte som noget
ganske Sædvanligt, at de havde bereist ikke alene Sverige
og Norge, men ogsaa Finland lige til St. Petersburg, og det
lod til, at de, kun af den haarde Nød bevægede til at drage
saa langt fra det kjære Hjem, midt under Reiselivets Adspredelser
dog havde bevaret Hjemmets Uskyld og simple Sæder.
Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/281
Utseende
Denne siden er ikke korrekturlest
267