med Foregivende om at være flygtede fra Hjemmet for ikke at blive udskrevne til Krigstjeneste mod Danmark. Før Fattigvæsenet var rigtig ordnet her i Landet, maatte det fremdeles falde lettere for Trængende at drive Landet om for at samle Almisser, og ligesom Dovninger godt kunde give sig Skind af værdige Trængende, saaledes kunde det vel ogsaa hændes disse sidste, at de opmuntredes ved altfor stort Held paa Betlerstien og derfor aldrig forlode den. – De samme Forholde herskede naturligvis ogsaa i Nabolandet Sverige, hvor disse Landløbere, der visselig ikke med nogen patriotisk Kjærlighed hang ved sit Fosterland, vel gik ud og ind og gjorde fælles Sag med vore. Derfor finder man ogsaa i begge Landes Lovgivning en stedse voxende Mængde af Forordninger, der skulde hemme dette Onde i dets Væxt. Man ser af dem, at det ikke blot er i de sidste Tider, at Folkene belemredes med fremmede Betlere, Omstreifere Landløbere, og hvad de nu kaldes, alle disse forulykkede og forvildede Mennesker. En af de mest oplysende norske Forordninger herom er maaske Christian 4des aabne Brev af 18de August 1598[1], der klager over de mange tjenesteløse „Companer,“ som streife om fra et Præstegjeld til et andet, baade Sommer og Vinter, baade ved Søkanten og inde i Landet, komme i store Flokke til Bøndergaardene, bruge uforskammede „Parlementer“ (Talemaader) og tiltrue sig Mad og Drikke eller ogsaa stjæle, – en Forordning som ellers kun indskjærper tidligere Lovbestemmelser om slige Folk, og i en svensk Lov af 1303[2] tales med megen Ugunst om „clientes et cursores ac garciones vagi, dicti Sculuara“ (maaske uheldig Latinisering for nuværende Svensk skoiare), der skildres som fremmede, hjemløse Folk, som især toge sig Tilhold i den dybe Skov Kolmården og paa Streiftog derfra forøvede ikke blot Tyveri, men Røveri, Mord og næsten alle andre Slags Forbrydelser. – Vi ere nu komne saa langt op i Tiden, at
