ere Vedkommende ofte glade ved at se dem trække afsted, og hele Norges Land eller et Stift, et Amt, bliver deres Daarehus. Man ler ad dem, giver dem Mad og lader dem gaa videre. – Man træffer ogsaa mere kunstmæssige Komedianter, som Almuen kalder dem, Dagdrivere, som more Bondeungdommen, men forarge de Gamle ved at forevise – en Skilling Entreen – Kosmorama eller Herkuleskunster eller Kunster i den store Magi og „hverve Syn paa Folk.“ I Guldalen traf jeg to norske Gutter, som med denne daarlige Bestilling havde hjemsøgt fast det hele Land, og som ved at „skjære Hovedet af og lægge det paa Bordet“ saaledes havde forvirret den Bondekone, hos hvem jeg traf dem, at det ikke lykkedes mig at faa hende til at se dem an som naturlige og almindelige Mennesker. Til dette lidet nyttige Slags Væsener maa ogsaa de italienske og tydske, i de sidste Aar ogsaa norske Liredreiere med samt deres Abekatte henregnes; en saadan Spillemand fortalte mig, at han 7 Aar i Træk havde drevet om i Norge, Sverige og Finland og ernæret sig med sin ørkesløse Bestilling.
Særegen Opmærksomhed fortjener det temmelig betydelige Antal af omvandrende og betlende Haandværkssvende eller Geseller, som Almuen oftest kalder dem. De fleste ere Udlændinger, Hannoveranere, Mecklenburgere o. s. v., men især Svensker. De repræsentere de forskjelligste Laug; man finder mellem dem Skræddere og Hanskemagere, Skomagere og Strømpevævere, Rebslagere og Possementmagere, Conditorbagere og Destillatører, Bogbindere og Bogtrykkere; men man kjender dem let allesammen paa deres side Frak, deres Randsel og Vandrestav. Sammen med dem gaar et mindre Antal Matroser og udtjente Gardister, Artillerister o. s. v., ligeledes i mest Svensker. Matroserne kjendes gjerne paa Rundtrøien, Seildugsbuxerne og Sømandshatten; de bære ikke Randsel, men en Bylt paa en Stok over Skulderen. Ved dette sidste Mærke adskille ogsaa Soldaterne sig fra Gesellerne. Alle disse Menneskers Historie er for det meste den samme. De have engang været i bedre Kaar; Letsindighed og slet Selskab har
