rerne, saa var det ofte Folks Medlidenhed, som hun havde at takke for dette Held i en Handel, der næsten saa mig ud som et Paaskud for Trygleri. – Allerbeklageligst er det dog, naar den Fare for Sæderne, som Beskaffenheden af en eller anden Næringsvei kan medføre, ligesrem forøges ved andre Menneskers Uforstandighed, der saaledes lægger Stene for den Vaklendes Fod. Dette sker, naar en i sig selv nyttig Haandtering betragtes med Foragt, og de Mennesker, der befatte sig med den, allerede derfor behandles som urene og uærlige. Da kan det allerede være Tegn paa liden Æresfølelse naar Nogen vælger en saadan Levevei, og under den almindelige Fordom knuses let den sidste Rest af Selvagtelse hos ham. At rense Skorstene f. Ex. er et fast ligesaa nødvendigt Arbeide som at bygge dem; men medens den, der forstaar at mure op en Skorsten eller Bagerovn, af vor Almue æres som en kunstforstandig Mand, blev Skorstensfeierens smudsige Haandværk altfor længe og i altfor mange Egne af Landet betragtet med Modbydelighed. Feierne bleve Norges Toldere og Syndere, først i Andres haanende Omdømme, saa i sin egen Bevidsthed. Ingen vilde have noget Gemenskab med de sodede Folk; selv den liderlige Fant sagde med storagtig Tilfredshed ved sig selv, at han dog ikke var „som denne Feier.“ De trak om med sine Kvinder og Børn, overalt Gjenstand for Smaabørns Rædsel og Voxnes Ringeagt, og – kvalte sin dunkle Længsel og mørke Harme i Fylderi og alskens Udsvævelser. Paa Hedemarken, hvor Folkets Velstand giver sig tilkjende ved Opførelsen af store, toetages Bygninger, maatte Feiernes Tjeneste være mere fornøden end andetsteds, og der maa vist fra gammel Tid have været en saadan ulykkelig Kaste; thi selv i fjerne Bygder, hvor nu og da enten enkelte Personer eller hele Familier i en yderst fornedret Tilstand stryge omkring og ved sine sodede Klæder vidne om Feierlivets Smudsighed, der kan man finde, at Hesteskjærere, Vævskebindere og andre Langfanter, der endnu have bevaret noget af sin oprindelige Kasteskik og Indbilskhed, trække paa Skuldrene, pege paa dem og sige: „Det er bare Feiere fra Hedemarken.“
