Hopp til innhold

Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/253

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
239


dalen i Throndhjems Stift, en af de vildeste Fjeldtragter i Landet, som kun bør befares ved høi Sommertid, og nu var det senhøstes. Uveir kom over dem; et Kvindemenneske i Følget udmattedes, segnede og døde; det øvrige Følge fortsatte sin Gang; men den Afdødes Søn, en liden Gut, som var med, fandt Veien tilbage til Bygden og fortalte med Graad, hvor Liget laa. Om dette Fruentimmer var det under Retsforhørene blevet oplyst, at hun endnu ikke havde annammet den christne Daab; derfor var hun nu ogsaa bleven forpasset til sit Hjemsted, etsteds i Throndhjems Stift, hvor det skulde drages Omsorg for hendes Undervisning i Christendom. Et Hedningemenneske altsaa var det, som her vansmægtede. – Man nævne mig en større Jammer end den, hvori denne Sjel udaandede sit sidste Suk! Maaske stred hun ikke nogen voldsom Fortvivlelseus Strid; vel muligt, at hun i sin Mathed ikke følte Dødens Bitterhed; vi kunne forestille os, at hun formedelst Vankundighed og slette Stæder, i et langt Livs aandelige Død, var bleven saaledes sløvet, at hun selv i den alvorsfulde Time ikke ret fattede Betydningen af Liv og af Død og af Dom. Men om det end var saa, ja netop fordi det rimeligvis var saa, spørger jeg atter: Ved man nogen større Jammer at nævne?



Kapitel 12.
Flere Slags Landstrygere.

Med Vemod ser Menneskevennen Listerne over de mange Blinde og Døvstumme i Landet, hvem en saa stor Del af Menneskelivets Goder ere nægtede, og Nationaløkonomen beregner maaske, hvor stor Del af den private og offentlige Formue der kræves for nogenlunde at mildne de Ulykkeliges Skjæbne og erstatte den Arbeidskraft, som ved deres Naturfeil gaar