al Lydigheds Sands, al Sædeligheds Evne var udslukt i dette Barns Sjel.
Naar nu Mennesker modnes i saadan Forvildelse, naar de i Omstreiferlivets Ustadighed naa frem til voxen Alder, saa blive de, som jeg i Overskriften af Kapitlet har antydet, ganske naturlig til Daarer. Men der maa være to Slags Daarer. Nogle have fanget Skade paa Forstanden; det er Fjanterne, de Sindssvage og Rasende. Andre have Forstand og Fatteevne nok, men have lidt Skade paa de moralske Evner, og til denne Klasse høre Fanterne. Den moralske Forvirring yttrer sig under mangfoldige Former, fra en tilsyneladende fuldstændig Forhærdelse til en ligesaa fuldstændig Slappelse. Menneskets Hjerte skulde være ligesom Vox, skikket til at modtage og bevare gode Indtryk. Men naar Nogen formedelst Forførelsers Magt hyppig overtræder den erkjendte Lov, bliver hans Hjerte som Sten, der ikke vil lade sig forme og danne, og naar Nogen er voxet op uden kraftig Anvisning og Tilvænnen til det Gode, bliver hans Sind saa løst og slapt, at om han end for et Øieblik kan bevæges til et godt Forsæt, saa nægter hav vanskelig at bevare det i den mindste Prøvelse. Og i denne sidste Tilstand vil man som oftest finde dem, som ere saa ulykkelige at være bleven opdragne paa Fantestien. De kunne se ud som voxne Mennesker; men medens de drages og lokkes af voxne Menneskers kraftige Begjærligheder, slumre deres moralske Evner ligesom hos Barnet i en Spire, der endda hos dem er mere end halv kvalt af det Onde. Et Exempel vil anskueliggjøre Tingen. Naar et moralsk dygtigt Menneske har levet paa en og samme Maade og anstrængt sig med samme Arbeide tre Dage til Ende, saa kjeder han sig lidt den fjerde; men han overvinder Kjedsomheden igjen og breder livlig Afvexling over Ensformighedenr ved at forestille sig det Maal, som han ved sin Stræben nærmer sig til, og ved hvis Opnaaelse han haaber en større Glæde. Dersom Fanten, dette Landeveienes Barn, kommer i Rolighed, saa kjeder han sig ogsaa den fjerde Dag eller kanske allerede den tredie; men han kan ikke opmuntres paa samme Maade;