lægge dem tilside. Hvilken rasende Kamp! Opmuntrende Stridsraab og forfærdeligt Vræl, Eder og Forbandelser opfylde Luften og overdøve de Saaredes Stønnen. Nogle Øieblikkes Fægten og Skjæren, Bryden og Riven – og det er vel de blege Meltravere, som maa vige Pladsen for de sorte Rommanier; de flygte med forrevne Klæder og blodige Saar og efterlade kanske en Kammerat med braaden Pande, den bedste Slagsbroder, som de Dagen efter maa lure sig til at grave i Jorden, medens Drabsmanden praler af sin Kraft, men vel ogsaa finder det raadeligst at flygte til Sverige.
Fortællinger om saadanne Kampscener have, som sagt, forplantet sig lige til Nutiden og vidne om det Nationalhad, om jeg tør bruge saadant Udtryk her, som engang herskede mellem de to Fantestammer. Og dette Nationalhad er et interessant Træk. Det falder vistnok ikke let fra vort Standpunkt at se, hvad Fortrin det ene af disse to usle Partier kunde have at tillægge sig fremfor det andet, hvad Aarsag det ene kunde have til at hade og foragte det andet; men at det alligevel var saa, det viser, at selv i denne i Forhold til andre Mennesker i Landet saa aldeles æreløse Kreds har dog en vis naturlig Æresfølelse formaaet at gjøre sig gjældende. Tateren holdt sig for god til at deltage i Skøierens Rapserier, og denne vilde ikke bekvemme sig til at gaa Tateren tilhaande i hans Hestedoktorforretninger; for Stammens Æres Skyld nægtede enhver af dem sig den Fordel, som saadant Kammeratskab kunde yde, og paatog sig heller de idelige Slagsmaals Uro og Fare. Men nu er det ikke længer saa. Ulykken var, sagde en Fant, at begge Stammerne tilsidst sluttede Fred paa den Maade, at ligesom Kongen delte Landet i Amter og Fogderier, saa delte de Landet med Folk og Fæ imellem sig saaledes, at Taterne skulde husere i Indlandet og Skøierne kravle sig frem langs Kysterne; men i de fredelige og rolige Dage, som da fulgte, forfaldt den gode, gamle Skik og Orden, idet Tatergutter giftede sig med Skøiergjenter, og Skøiere gik i Lære som Hestedrenge hos Taterne, o. s. v. Den sande Ulykke var nok den, at de forvildede Fanters Energi slappedes i samme Mon, som Øvrigheden og an-
