løshed og barnagtig Storagtighed. I samme Grad som denne Beskyldning monne være sand, vidner den om megen Overlast og Ringeagt, som Lapperne i tidligere Tider – og kanske endnu – have maattet lide og føle fra Nordmændenes Side, og hvorimod de tilsidst som alle svage og undertrykte Folkeslag have søgt Forsvar i hine uelskværdige Egenskaber. Alt fra den Tid, de norske „Bumænd“ nedsatte sig i Bygderne og trængte Fjeldfolket tilside, har der vel hersket Fiendskab imellem Stammerne, og Fiendskabet voxede til Had og Foragt. De gamle Sagaer fortælle mange Exempler paa, hvor hensynsløst de norske Vikinger og Bønder behandlede Lapperne, og vi kunne trygt forestille os, at disses Troldmænd, Noaiderne med deres Runebomme og Ganflu-Æsker, med en synlig Forsamling af Hexekvinder og en usynlig af Skytsaander, nu og da traadte frem paa Fjeldkanten for med den eiendommelige juoigen (Tuden eller Lappesang) og med ekstatiske Gebærder at udsende over de norske Bygder de styggeste Hevnord, de sorteste Forbandelser, som deres skumle, hedenske Tro havde lært dem. Og det var ikke blot mellem den norske Almue, at hin sløvende Fordom og Ringeagt mod Lappefolket vedligeholdt sig; selv de, som skulde styre og raade til det Bedre, beherskedes af de nedarvede Forestillingers Magt. I Aarhundreder havde Throndhjem været Sædet for Erkebispedømmets Pomp og Vælde; men ganske nær ved, paa Røros-, Sælbo- og Merager-Fjeldene, rundt om de rige Præstegaarde og Klostere, levede Lapperne fremdeles med sin angstfulde Spøgelsetro, og Lidet eller Intet gjordes for at brede Lys og Trøst over deres sørgelige Liv. Da Thomas v. Westen i Aaret 1716 tiltraadte sit Missionskald, fandt han overalt imellem Lapperne det groveste Hedenskab. Vistnok traf han ogsaa, helst i de nærmeste Egne ved Throndhjem, adskillige Lapper, som lode sine Botn døbe og selv gik til Alters; Præsterne havde jo ikke ganske kunnet forsømme dem, og Lapperne havde ikke ganske kunnet unddrage sig, saasom Landslovene satte svære Straffedomme for Hedninger. Men denne Del af Lappebefolkningen var vistnok den allerulykkeligste; naar en Lap havde
