Skøiernes eget Maal og saa sluttet med den Forklaring, at deres Forældre kunde meget mere deraf end de. Et senere Kapitel skal ogsaa vise, hvorledes de to Fantestammer nu paa det nærmeste ere smeltede sammen og derved saa omrent have ombyttet al tidligere Kasteskik og Fanteorden med en endogsaa i de bedre Fanters Øine ganske forfærdelig Usædelighed og Ryggesløshed.
Ikke uden Interesse har jeg ovenfor samlet enkelte Træk, som syntes at tyde hen paa, at de ellers saa raa og forvildede Taterfolk dog havde bevaret Ærefrygt for Ægteskabets Hellighed. Har der været nogen Skik og Orden imellem Skøierne, har den ogsaa maattet vise sig i dette Stykke. Rigtignok ser man dem betragte den kirkelige Vielse med den største Ligegyldighed; idelig hører man om naturlige Ægteskaber imellem dem. Men maaske have de havt egne Ceremonier imellem sig for at besegle Ægteskabets Pagt? Dorph fortæller, at naar en Kjeltring kastede sin Kjæp til en Pige af Kastefolket, og hun tog den op, gav hun dermed tilkjende at ville tilhøre ham, og denne Ceremoni forpligtede hende til Troskab. Her i Landet fortæller Almuen dette Sagn, at naar Fanter ville gifte sig, løbe de tre Gange rundt om en Briskebusk, hvormed Ægteskabet skal være sluttet. Dette vilde være en meget tarvelig Ceremoni; men havde den været nedarvet fra Fædrene og faaet Ældens Ærværdighed, saa vilde den dog været bedre end slet ingen. Og ialfald kan man virkelig imellem dette Pak finde hel paafaldende Exempler paa Troskab og Dyd. Ved Folketællingen i 1845 iagttoges henne paa Vestlandet et uafladeligt omstreifende Fantefølge, som jeg ved hører til Skøierne og ikke til Taterne, og som bestod af en Oldefader med hans Æt indtil Børnebørnsbørn. Allerede denne Kjendsgjerning er af Interesse, naar man betænker, hvor megen Møie og Besvær det har kostet de enkelte Medlemmer af Følget at holde saaledes sammen paa den hjemløse Færd. Og om Oldefaderen selv har en troværdig Fant fortalt mig følgende Historie: „Hans Kone havde i lange Tider en ulægelig Sygdom i Benene, saa hun ikke kunde gaa, og Manden, som var fattig og ikke kunde
