det høieste kun forskræmt til andre Kanter af Landet, og det synes især at være for Vestlandets Skyld, at der ved Reskr. 8 Septbr. 1710 paabødes en stor Fantejagt over de tre sydlige Stifter; Almuen skulde overalt paa en og samme Dag samles paa aftalte Steder med behørig Gevær og saa under Lensmændenes Anførsel „alle Gaarde, Skove, Sætre og Steder samt smaa Hytter nøie gjennemsøge efter Landstrygere, Løsgjængere, Røvere og udædiske Folk.“ Og dog varede det ikke mange Aar, før Krigen efter Reskr. 14de Novbr. 1721 maatte fornyes vesterpaa, hvorefter da ogsaa Touren kom til Throndhjems Stift, hvor f. Ex. Præmisserne til Reskr. 23 Aug 1737 vise, at alskens Fantepak flokkede sig sammen (se S. 80). Hvor denne stadige Krigstilstand maatte skjærpe Skøiernes Kløgt, befæste deres indbyrdes Sammenhold, forhøie deres Had mod andre Mennesker, øve deres Kraft og Udholdenhed, udvikle alle deres Dyder og Lyder! Den skulde vedblevet til nu, denne Fantekrig, og vi skulde havt et mere energisk og interessant Fantefolk at fortælle Historier om.
Man syntes ogsaa at indse, at Fantekrigene ikke havde ført til nogen Seier, og tænkte paa nye Planer. Først byggede man Tugthuse; i Løbet af ikke meget lang Tid havdes et saadant i hver Stiftsstad. I Aaret 1741 stod Tugthuset i Christiania færdigt til Brug; det var tildels opført ved Privates veldædige Bidrag og var dengang ikke saa meget bestemt til Straffeindretning som til Pleie- og Redningsanstalt eller Tvangsarbeidshus for forvildede og fordærvede Mennesker; ja, Præmisserne til Tugthus-Frdn. 2 Decbr. 1741 synes at vise, at det ikke mindst var netop de omsværmende Fantefolk, som skulde tæmmes der. Derfor hedder det ogsaa i Forordningen, at „de uden vis Bopæl og Pas omløbende under Navn af Kjedelflikkere og Andre“ (Skøierne have ligefra Danmark af isærdeleshed befattet sig med Kjedelflikker- og Blikkenslagerprofessionen; de dannede et Slags Kjedelflikker-Orden eller Broderskab) uopholdelig skulde indsættes i Tugthuset, en Bestemmelse, til hvis stadige Overholdelse Staaderfogder og Byg-
