Skøiersamfund havde udstuderet. Et ganske lidet Antal af slige Apostler maatte i kort Tid kunne vinde mange Proselytter for det hemmelighedsfulde Selskab ogsaa i de nordiske Lande.
Den 21de Marts 1685 udkom der i Danmark en besynderlig Lov. Deri forklares det først, at Landet var besværet af en Del hjemløse Mennesker, som fore hid og did, førte et meget forargeligt Liv og derfor vare høilig foragtede og afskyede af andre Mennesker, ja, at de selv gjorde sig Flid for at vedligeholde denne Foragt baade for dem selv og for de forskjellige smaa Haandteringer, hvorved de tildels ernærede sig, for at ikke Andre skulde gaa dem i Veien i denne som uærlig betragtede Næring. For at nu dette Uvæsen kunde vorde standset, erklærer Loven først, at disse Mennesker skulde betragtes som Landets egne Børn, og det forbydes Kongens øvrige Undersaatter at lægge nogen Foragt paa dem eller deres Næring eller bruge Skjeldsord og stygge Navne om dem, hvorved de kun ville arte sig værre. – Det er meget rimeligt, at det for en Del netop var vore Skøiere, som allerede dengang havde vakt nogen Opsigt i Danmark og foranlediget denne Lov; men ialfald har Loven maattet bevirke, at senere Lovgivere ikke kunde omtale dette Slags Landstrygere med egne Kjendingsnavne, der jo altid vare Skjeldsord, og derfor tie de ældre dansk-norske Love stille om Skøierne, medens de endnu gave os nogen tarvelig Oplysning om Taterne. – Den danske Almue vedblev dog at tænke og tale om Landstrygerne, som den syntes bedst; den skjelner imellem to Slags Landstrygere; Nogle, som befatte sig med de urenligste Arbeider, at flaa selvdøde Kreature o. s. v., hedde Natmænd, og imellem dem finder man endnu adskillige sortsmuskede Tatere; Andre, som have valgt sig noget mere pyntelige Haandteringer og fornemmelig ere Kjedelflikkere, hedde Kjeltringer, et Ord, der ligesom vort „Fant“ gjerne har Betydningen af en overmaade fordægtig Person; men disse Kjeltringer røbe ved sit prævelikvant eller Rotvelsk, at de ere ægte Skøiere[1].
- ↑ Om dette Forhold mellem de jydske Natmandsfolk og Kjeltringer se Viborg Stænderforh. for 1836, D. 2, S. 991. – Den
