Skolerne have altsaa ikke været alene om den Kunst at
skabe nye Sprog; men de have vistnok dyrket Kunsten med
størst Flid og Held. Man vilde imidlertid seile, om man ansaa
deres Sprog for ganske og aldeles opdigtet. En Lyd, som
et Menneske aldeles vilkaarligt maatte vælge for at betegne et
Begreb, vilde vistnok mere uforstaaelig for Andre; men denne
Lyd er ogsaa saare lidet interessant for Opfinderen selv; et
Sprog af saadanne Ord vilde være overmaade flaut, og det
er ingenlunde Skøiernes. Vistnok er der mangfoldige Ord i
Skøiernes Sprog, som hverken de selv eller nogen Philolog nu
længer er istand til at henføre til noget ellers bekjendt naturligt
Sprog; men dette tør i de fleste Tilfælde komme deraf,
at man ikke nøiagtig kjender Skøiersprogene i deres hele Udvikling.
I Regelen ialfald er Skøiersprogenes Ordforraad dannet
af de naturlige Sprog og det paa en Maade, som man
kunde kalde en idelig Flytning. For det Første have Skøierne
kunnet gjøre sin Tale uforstaaelig for andre Folk ved at flytte
Ordene fra en Tid til en anden, det vil sige, ved at bruge
forglemte, gammeldags Ord, Archaismer[1], eller ved at flytte
dem fra et Sted til et andet, det vil sige, ved at bruge Provincialismer
i en anden Egn af Landet end den, hvor de høre
hjemme, eller ved at bruge Ord fra et ganske fremmed Land
eller Sprog. Derfor finder man f. Ex. hos de spanske desperados
adskillige arabiske og tyrkiske Udtryk sammen med baskiske,
franske og tydske, hos de tydske Gaunere ligeledes en stor
Mængde Ord af Taternes rommani og af de tydske Jøders
Hebraisk, denne Levning af Davids og Salomos Sprog[2],
- ↑ Derfor siger den bekjendte engelske Sprogforsker Latham om Londons Tyve, at de ere conservators of Anglosaxonisms.
- ↑ Det er vel ogsaa med Hensyn dertil, de kalde sit Jargon chochemer-loschem, af Hebr. chacham, vis, klog, og laschon, Sprog. Et saadant tysk-hebraisk Spidsbub-Udtryk er endogsaa gaaet over i skikkeligere Folks Tale. Af Hebraisk jajin er dannet Gaunerordet joham, Vin, og af Sammensætningen gefünkelter joham eller fünkeljoham (Gaunerordet fünkeln, brænde, af Tydsk Funke) kommer vort velbekjendte Finkeljokom, forkortet „Finkel.“