Hopp til innhold

Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/171

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
157

lidet Fjæderværk løb paa tre snærrende Hjul, saasnart den slap løs, og i hvis Indre der var skjult en Blære med mørkt Briselvand, som for de forbausede Bondefolks Øine saa ud som Blod. Deraf den Fjernsynthed, hvormed hun skaffede sig Tiltro, deraf den Dristighed, hvormed hun greb Troldkatten, og den Lethed, hvormed hun, med nogle ubemærkt anbragte naturlige Lægemidler, vidste at kurere den Sygdom, hun selv havde frembragt. – Se, dette var en Prøve paa Taterkvindernes maskan-summipá.

En Lensmand fra Romsdals Amt fortalte mig følgende Historie: Til Christianssund kom for ikke mange Aar siden en Fantebaad med en hel Flok Fanter, der for forskjellige Forseelser bleve anholdte, dømte og straffede. I Baaden fandtes foruden andre Sager en stor Kiste med en ikke ubetydelig Del Sølvtøi i; Kisten var af det almindelige Slags malede Klædekister, som man kan se paa hver Gaard paa Landet, og paa Laaget var anbragt Gaardens Navn, hvor den havde hørt hjemme, men kun Forbogstaverne af Eierens. Det var at formode, at den med samt dens kostbare Indhold var stjaalen, og paa Kirkebakkerne i flere Amter lystes der efter Eieren; men Aar og Dag gik, uden at nogen Eiermand meldte sig, og Kisten med Sølvet solgtes omsider for at dække Sagens Omkostninger. Men længe bagefter kom en Bondekone og beklagede sig bittert for den Lensmand, som igjen fortalte mig Historien. Kisten var hendes; Navnet paa dens Laag angav den Gaard, hvor hun var født og opvoxet, og Sølvtøiet i den var hendes „Heimanfærdssølv,“ hvormed hun efter sit Bryllup var flyttet til sit nuværende Hjem i en anden Egn. For sent havde hun faaet høre, hvor den Skat var bleven af, som hun længe havde tænkt paa med Bedrøvelse, og, skjønt hun var skamfuld og nok vidste, at Sagen ikke stod til at ændre, ville hun nu lette sit Hjerte ved at fortælle for Lensmanden, hvad hun end ikke havde bekvemmet sig til at aabenbare for sin egen Mand, hvordan det var gaaet til Altsammen. En fremmed Kone – saaledes lød hendes Beretning – kom ind til hende med et Barn paa Armen og hilste saa overmaade