Hopp til innhold

Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/147

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
133

der Kjærligheds Maske skulde frastjæle ham hans Lommebog; men han viste dem, at han havde forstaaet det Hele, og saaledes endte den Historie, at han blev Taterens Svigersøn og Eier af hans ene Hest. Fra nu af flakkede han hele Sverige og Norge over, og hans Liv var en Række af altid mere dumdristige Fantestreger, som selv ikke hans Straf i Throndhjems Tugthus fik gjøre Ende paa; thi han rømte, brød samme Nat ind paa en Bondegaard og stjal de fornødne Klæder, sad saa næste Morgen, en Søndag, som en from Vandringsmand i en Husmandsstue, hvor han vant Folkets Yndest ved af Psalmebogen at forelæse Dagens Evangelium, da Eieren af det blommede Halstørklæde, han havde paa, tilfældigvis kom ind og greb ham. – Saaledes gav han hine Bondekoner Ret i, at det ikke er saa let at faa Vargen tæmmet til Buhund.

Allerede Perseren Firdusi sagde: “Om det, som er urent af Naturen, maa du ikke nære noget Haab; ingen Vaskning vil gjøre Tateren hvid.“ Betragtningen af de mange mislykkede Forsøg med Fantebørn har ledet vor Almue til netop den samme mistrøstende Anskuelse. Et almindeligt Ordsprog siger om dem: “De ere ligesom Vildgjæsunger; Sommeren over kunne de gaa nok saa tamme paa Bondens Gaard mellem andre Gjæs; men kommer saa om Høsten en Flok Vildgjæs flyvende forbi, faa stryge de afsted,“

Men saa smerteligt det end er at se, hvorledes det ene efter det andet af disse Børn ligesom af en uimodstaaelig Drift drages ud af det Hjem, som vilde berede dem Dannelsens og Sædelighedens Lykke, og ledes ind i et Liv, hvis Fristelser og Forførelser ganske vist ville fore dem til en snarlig Fordærvelse, saa ligger der dog megen Interesse i dette samme Træk. Hvad skulde man sige om den Slægt, hvis Medlemmer ikke forenedes ved noget gjensidigt Hengivenhedens Baand, om det Menneske, som ikke nærede nogen Medfølelse for den Familie, det Folk, hvori Naturen lod ham fødes, som i den lykkeligere Tilstand, hvori andre Menneskers Godhed havde bragt ham, var bleven ligegyldig for den Usselhed, den Foragt, hvori hans mindre heldige Slægtninger, hans Forældre og Sødskende,