Hopp til innhold

Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/143

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
129


Hvorledes lønne nu Børnene den Møie, Forældrene maa have havt med dem? En hæderlig Bondemand har fortalt mig en Scene, som han mindedes fra sin Barndom. Et Taterfølge havde faaet Husly for Natten paa hans Faders Gaard; en til Følget hørende gammel Kone hørtes den hele Aften at klynke og græde, og paa Spørgsmaal om Aarsagen dertil svarede nogle af de Andre: „Aa, hun Gamle-Mor ved, at hun nu har levet sin sidste Dag,“ hvormed de vilde give at forstaa, at de den næste Dag, naar de droge over Skoven, agtede at skille sig af med hende, at slaa hende ihjel. – Hele Landet over er Forestillingen om et saadant gyseligt Barbari almindelig udbredt blandt Almuen. Med Hensyn til denne Folketro har ogsaa en Præst i en officiel Indberetning om Fanterne yttret, at medens han har døbt mange Fantebørn, har han ikke i sin mangeaarige Embedstid kastet Jord paa en eneste Fant; flere Præster have mundtlig yttret det samme for mig, og af alle de Kirkegravere, jeg har talt med om Sagen, vidste kun en at fortælle at han, og det kun en enkelt Gang, havde gravet Grav for en Fant. – Hvad skal man sige hertil? V. Heister fortæller[1], med Angivelse af sin Hjemmelsmand, følgende forfærdelige Historier: „Ved Midten af forrige Aarhundrede have Taterne i Holsten levende begravet en meget gammel Kone paa et Sted, som den Dag idag hedder Tater-Ageren; det samme skeede efter et Øienvidnes Beretning ved Staden Assens i Fyen. Taterne skulle derved have brugt dette Udtryk: „Kroppen i Jorden! Verden er dig slem.“ Den samme Forfatter beretter i Sammenhæng hermed, at da i Aaret 1835 „Kongen“ over de engelske Tatere døde, fordrede hans Enke ivrigt – paa indisk Vis – at blive levende begraven med ham. Hvem tør nu nægte Muligheden af, at denne indiske Skik ogsaa i vore Bygder har været befulgt af dette i alle Henseender saa sælsomme Folk? En norsk Tater har jo ogsaa fortalt (S. 90) om en udlevet Olding, som „efter Fædrenes Vis“ selv endte sine Dage. Men det Barbari, at Bør-

  1. Anf. St. S. 52.