ud af Fantelivet og bleven et skikkeligt Menneske. Efter Kofirmationen burde imidlertid de to unge Mennesker kunne forsørge sig selv, saa de ikke længer skulde falde Kommunen til Byrde, og kun saa længe kunde Præsten forsvare at beholde dem endnu, at han kunde se dem vel anbragte i Tjeneste. De fik Lov til selv at gaa omkring og søge efter Ansættelse. En Dag kom de ogsaa saa særdeles tilfredse hjem og sagde, at to Mænd fra Romsdalen, de havde truffet i Throndhjem, havde lovet at tage mod dem og sørge for dem; paa Forlangende bragte de Dagen efter ikke Mændene selv med til Præsten, men deres skriftlige Erklæringer, hvori de gjentoge Løftet. Nu fik de Præstens Attester i Lommen og Konfirmationsklæderne i en Bylt, toge pyntelig Afsked og droge afsted. Men hvad skede? 2–3 Uger efter bleve de i en Nabobygd arresterede som mistænkte for Tyveri og som Arrestanter bragte tilbage til det nys forladte Hjem. Tyveriet befandtes de nok uskyldige i, men hvor vare de ikke forandrede alligevel? Under sin frie Omsværmen havde de ageret Kjærestefolk og dertil fundet ud, at siden de nu vare konfirmerede, saa skulde Ingen kunne formene dem at gifte sig med hinanden. Før havde de været saa særdeles beskedne; men nu maatte den samme Præst som saa faderlig havde taget sig af dem, høre, hvorledes de med de mest uforskammede Lader fordrede af ham, at han skulde ægtevie dem, Noget, han naturligvis betakkede sig for. Hvad havde nu fremkaldt denne Forandring hos dem? dette fik man Svar paa, da det, efterat de atter vare reiste sin Vei, blev oplyst, at hine skriftlige Vidnesbyrd om deres Ansættelse i fast Tjeneste vare falske. Men hvad havde igjen forledet dem til dette Falskneri, da de dog under Konsirmationstiden havde vist en Beskedenhed og Lydighed, som efter Alles Mening bar alt Præg af Oprigtighed? Svaret bliver vel: Det var Fantenaturen med dens Ustadighed og „halve Religion.“ Kort efterat denne Historie var mig fortalt, et Aars Tid efterat den var passeret, traf jeg dem begge To paa Landeveiene, Pigen som „Tjenestepige“ hos et Par gamle Taterfolk, Gutten, den aldeles tatermæssig sortsmuskede Gut, som begyndende
