hvis Høvding sagde mig, at han havde hørt tale om en Mand med mit Navn, „som skulde høre til Taterfolket, men i Christiania være kommen til Høihed og Værdighed,“ en Ære i Fanternes Øine, jeg dog aldrig har lagt an paa at vinde. Men ved Siden af dette Held til at overvinde Taternes Mistænkelighed bør jeg ikke fortie, at jeg ogsaa har trusset ikke saa faa af det samme mistænkelige og menneskesky Folk, som ikke have givet mig Anledning til at rose mig af nogen Magt over deres uvillige Hjerter.
Den første Betingelse for, at man skal kunne vente at komme i et fortroligt Forhold med saadanne Mennesker, er naturligvis, at man søger deres Fortrolighed i en god og ærlig Hensigt; men det bedste Middel til at gjennembryde det hemmelighedsfulde Væsen, bag hvilket de gjerne søge at forskandse sig, er at vise dem, at man i Grunden allerede kjender deres Hemmeligheder, og det fornemmelig ved at tiltale dem i deres eget Sprog. Men her bør jeg forklare, at jeg fast har været ganske undselig ved at kalde dette Sprog med dette Navn, som egentlig er for godt for det. De norske Tateres Maal er et høist fattigt og dertil i en væsentlig Henseende ufuldstændigt Sprog. At Sproget er fattigt eller kun skikket til at udtrykke et indskrænket Omfang af Begreber, det gjør imidlertid her ikke saameget til Sagen; et raat Folks Sprog er altid fattigt, og naar nærværende Sprog er istand til at betegne alt, hvad der hører til Tyveri og Tiggeri og til Tilfredsstillelsen af de sandselige Begjærligheder, saa er det desværre omtrent tilstrækkeligt til at betegne alt, hvad der udfolder Taterens Sjel. Men det er i en anden Henseende ufuldstændigt. Til et Sprog hører nemlig 2 Ting, først egne Ord til at udtrykke Begreberne, dernæst en egen Maade at forbinde Ordene paa til en sammenhængende Tale, eller hvad man kalder grammatiske Former. Nu have vore Tatere saadanne egne Ord, men mangle saa godt som ganske disse grammatiske Former. Se vi derimod hen til Taterne f. Ex. i Bøhmen eller Rusland, fra hvilket sidste Land de ere komne til os, saa finde vi hos dem et aldeles fuldstændigt Sprog. Tatersproget har
