FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
1
hendes intime omgangsvenner hørte saaledes viden skabsmanden Laborde samt de udmerkede forfat tere Prosper Mérimée og Henry Beyle (Stendalh). Mérimée havde paa en reise i Spanien først gjort bekjendtskab med grev Téba, som havde indført ham i sin familiekreds. Digteren følte en opngtig hengivenhed saavel for greven som for grevinden, der henrev ham ved sin skjønhed, sin livlighed og de mange kundskaber, som hun havde tilegnet sig. Det var med oprigtig glæde, han gjensaa hende i Paris. Manuela kj endte tiibunds Spåmens historie; og hun gav ham emnet til flere af hans romaner fra dette land, deriblandt til hans berømte »Car men«. Henry Beyle besøgte ligeledes meget ofte fru Montijo's såloner. Napoléon-forskeren fortalte Franciska og Eugénie om Frankriges store hær fører. Smaapigerne lyttede begjærlig til alt, hvad han sagde; thi den spanske grande havde opdraget
- inc døtre i respekt og beundring for den franske
keisers minde. |9 Det kunde ikke undgaa den omsorgsfulde mo ders skarpe blik, at hendes yngste datters skjøn hed vakte opmerksomhed overalt, hvor de viste si^ Man beundrede disse regelmæssige træk, dette eiendommelige, guldglinsende håar og det dybe blik i de store, klare øine. Vel anede hun ikke, at Eugénie vilde blive herskerinde i et af Europas mægtigste riger. Men med berettiget moderstolt hed begyndte hun at haabe, at dette barn vilde blive istand til at hæve sig endnu høiere, end grev inde Montijo selv havde gjort. Skjønt Franciska og Eugénie i begyndelsen fulgte hende fra sted til sted, vaagede hun omhyggelig
