monsen. Chefen „troede forresten at han før temmelig tydelig havde gjort opmærksom paa, at den Slags Gjenstande ikke hørte hjemme paa et Manu fakturlager”.
Rød af Ærgrelse kom Hansen ind i Butikken igjen, og svor en svensk Ed paa at værre Politispion end den „Linerla” fandtes der ikke. Det var akkurat som han lugtede naar de havde noget for sig inde paa Lageret.
„Men det er jo slet ikke rigtig heller at lure Chefen saan,” forsøgte Frøken Halvorsen at indvende.
Men da lo Hansen. Rigtig? Kanske de forsømte noe med det? Og kanske hun ikke syntes. de kunde trænge lidt en Gang imellem de ogsaa, naar de skulde staa slig og hænge hele Dagen. Man kunde jo dø af Kjedsomhed. Kanske hun indbildte sig at han ikke tog sig noe, Chefen? Pyt san, han havde baade Vin og andet inde i Pulten sin, og ret som det var var han en Tur hos Engebret. De fik da ikke være dumme heller. De var Mennesker de, ligesaavel som han.
Jo, det var nok altfor vist, at de kunde trænge det. Hun for sin Del blev sulten igjen næsten strax efter den udkogte Maden hun fik hjemme hos Fru Gundersen, og det Glas Øl havde virkelig gjort godt. Men alligevel —
Tobiassen gik til Middag, og lidt efter forsvandt ogsaa Chefen igjen. Han tog Frak og
