(kommer ind og slentrer langsomt og slapt hen til spejlet mellem vinduerne, gjør først en grimace af modbydelighed og lede, men tar sig saa sammen og trækker resigneret, men surmulende støvegrejerne frem bag spejlet, hvorpaa hun gir sig til at støve af alle møblerne i værelset).
(støver af sofaen). Isch, hvem er det nu, som har ligget med benene i sofaen og griset til betrækket!?.... Det er da væmmeligt ogsaa (gaar videre tilhøjre. Tilsidst ved bordet i midten af værelset). Uf, hvem er det nu, som har slaat tobaksaske paa bordtæppet igjen?! — Jamen skulde de selv gjøre rent efter sig, skulde de. (Gjemmer støvegrejerne bag spejlet igjen, tar sit sytøj ud af piedestalen og sætter sig i lænestolen tilvenstre. Syr et par sting, lægger saa sytøjet fra sig). Nej, det er for modbydeligt (hen til vinduet og ser ud; gaber). Aahhh .... den, som endda bodde i en gade, hvor der var folk! (gaber igjen). Havde jeg endda noget at ærgre mig over. (Efter et ophold), Og dette kalder nogen at leve!
Ja, er det ikke løjerligt, du?
Det er bare mig.
Bare dig! — Nej, du er da et komisk menneske ogsaa.
