man fremtidens perspektiv med for korte linjer, men i livets løb erfarer man, at virkelighedens linjer stadig blir længere og længere«. — Aah! hvor du vil lære at hade det alt dette gamle vaaset, som staar menneskenes frigjørelse imod! Og du vil lære at hade det end mere, fordi det har hindret ham, Johan Sverdrup, fra at opleve frihedens dag; for gud bevare mig vel — er der nogen, som har fortjent at se den dag, saa er det ham.
Og naar du saa staar der, med fuld oversigt over, hvorledes det er, man nufortiden arbejder for friheden, og med et dybtfølt had til alt det bestaaende, fordi det har snydt dig og alle de andre for den rigdom, som et liv i fuld frihed bringer, saa kan der ikke være tale om andet, end at med saapas intelligens, som du har, saa vil du nok vide at finde dig en plads i frihedens værksted, hvor ogsaa du kan hjælpe til at smede fremtidens flykke. Og se da er du fremme, da er du blet et fuldstændig moderat menneske. (Liden pause).
Har du egentlig faat nogen klar forestilling ved det, jeg sa?
Aa ja . Men...
Ja, tror du saa ikke, at naar du var kommen did, saa vilde du sige mig tak for det, jeg havde gjort?
