Har de ikke alt faat det dertil, at jo længere
bagover, jo mere norsk. Værre endda: det
uudviklede, det ubrugte er det mest norske! Saa
længe Træet staar paa Rod, er det urnorsk; ført
hjem paa Gaarden og gjort til Æmne, er det
allerede tvilsomt; det har da tapt noget af sin
Norskhed. Blir saa dette til et moderne Kunstværk, ja,
da har det tapt endnu mere. Da er der kommet
Nutidsbehov og Nutidstanker ind i det!
Ivar Aasen har skrevet en Sang, som nu ophøies til Nationalsang, deri Somleri og Seg undskyldes, forherliges, — hvad jeg i sin Tid karakteriserte som almueagtigt og tuslet. Det staar ikke alene, der er mere af den Sort i den store elskelige Sprogforskers Syn paa Kultur og Folk. Men er ikke netop dette nu gjort om til mere norsk end fremadskydende Tanker fra Dampens, Telegrafens, Telefonens og Dynamitens Tidsalder, d. v. s. fra vort nuværende Norge? Er ikke Ivar Aasen selv holdt for mere norsk end Henrik Wergeland, fordi den ene skriver Bondemaal, den andre vort, den ene sogner med sine Tanker til en Bygd, den andre med sine til Verdenslivet?
Er det bare Behandlingen af norske Æmner, som gjør en Kunstner norsk? Er ikke Wergeland end mere norsk, naar han skriver «Jan van Huysums Blomsterstykke», end naar han skriver Hallingdalsviser eller «Fjeldstuen»? I Blomsterstykket kan hans norske Udfareraand, Farveglæde, Idyllsans og Vildskab forme sig frit og stort.
