Side:En Nihilist/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


nok var det noget langt borte fra det Sted, hvor den hemmelige Gang udmundede, men til Gengæld var det skjult af Husene, saa at Vognen ikke kunde ses eller beskydes fra Fængselsmuren. Gaden var sikker nok — selv paa denne Tid af Aftenen var der ikke en Sjæl at se i den.

 „Her er det svage Punkt!“ sagde Zina og pegede hen imod en tarvelig Vinknejpe i omtrent tre Hundrede Alens Afstand. „Hele Nabolaget her er som en uddøet Ørk ved Midnat; men i den fordømte Kælder derhenne drikker de lige til Klokken to. Man kan risikere, at en Opvarter eller en Gæst kommer ud for at se efter, naar der høres Larm paa Gaden, og en saadan Tilfældighed kan blive skæbnesvanger for os.“

 „Aa, hvis det ikke er andet, saa behøver du ikke at ængstes for det,“ svarede Andrey. „Det bliver min Sag at tage mig af dem derinde og forhindre dem i at blande sig i Ting, som ikke vedkommer dem. Derimod vilde jeg foreslaa, at Vasily holdt lidt nærmere ved Værtshuset, det vilde se mere naturligt ud, saa staar jeg ved Enden af Gaden og giver ham et Tegn, idet Fangerne viser sig, for at han kan køre lidt længere frem imod dem.“

 De gik atter igennem Gaderne og kom nu ud paa en anden Kant af Fængselspladsen; Zina førte sin Ledsager skraas over den og gik videre langs Fængselsmuren.

 „Der oppe er de politiske Fangers Celler,“ hviskede hun og pegede paa en Række Vinduer i øverste Etage, hvoraf nogle henlaa i Mørke, medens der inden for andre skinnede et svagt Lysskær.

 „Kan du vise mig Boris’ Vindu?“ spurgte Andrey med skælvende Stemme.

 „Det syvende fra Hjørnet; der er Lys, rimeligvis læser han. Levisbins er det femte og Kleins det tredje. Begge deres Vinduer er mørke, de sover vel allerede. Men det er ikke værd at stirre saa vedholdende paa nogle Fængselsvinduer,“ tilføjede Zina og stødte til ham, „Skildvagten iagttager dig!“

 Andrey havde ikke ventet, at han skulde komme Boris saa nær i Aften, og Tanken om, at hans Ven befandt sig her inden for denne Rude, saa nær, at han kunde raabe til ham, satte ham i stærk Bevægelse. Et Øjeblik fo’r der en vild Idé igennem hans Hoved om at raabe Boris’ Navn højt for muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine Tanker, at Zina blev nødt til at tage hans Arm og trække ham af Sted.

 De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fængselsterrainet var et godt Stykke bag dem, spurgte Andrey: