i det første Hus paa højre Haand. De vil sikkert kunne faa fat paa ham — men løb hurtigt!“
De løb hurtigt og var snart ude af Syne. Zina og Andrey gik videre, Arm i Arm og med rolige, værdige Skridt. Ved det første Gadehjørne drejede de af, og da der kom en Droske kørende, raabte de den an og opgav Kusken Navnet paa en Gade i et helt andet Kvarter. Som rimeligt var, ønskede de saa hurtigt som muligt at komme bort fra dette farlige Sted.
I Vognen talte de ikke om det forefaldne af Hensyn til Kusken, de opgav ham igen en ny Adresse og steg til sidst ud paa et Gadehjørne.
„Lad mig nu høre det hele!“ sagde Zina og greb atter Andreys Arm.
Han fortalte med faa Ord, hvad der var hændet. „Vi har i Sandhed haft Lykken med os!“ udbrød Zina. „Hvis vi ikke var komne der i Aften, og du ikke havde fattet Mistanke, hvad vilde der saa været hændet os alle i Morgen? Ak ja,“ tilføjede hun tankefuldt, med et Suk — „af hvilke Tilfældigheder afhænger dog ikke vor Skæbne; nu maa vi se at faa fat paa David, for at han kan gaa rundt til vore Folk og give dem Besked. Vi er lige ved Davids Hus, kender du Stedet igen?“
„Nej, jeg har ikke Begreb om, hvor vi er,“ svarede Andrey.
„Vi er komne hertil fra en anden Side,“ sagde hun, slap hans Arm og forsvandt i en mørk Port. Her tog hun sin elegante Hat af, bandt den ind i sit hvide Lommetørklæde, trak Handskerne af og kastede et Tørklæde over Hovedet, som hun knyttede under Hagen paa samme Vis som de russiske Bønderkoner. I dette Kostume og med den lille Pakke i Haanden lignede hun en ung, smuk Syerske, som bar en Pakke til en Kunde.
„Vent paa mig her!“ sagde hun. „Om et Kvarter er jeg tilbage igen. Lad mig se dit Ur?“
Hun sammenlignede det med sit.
„Tre Minutter i otte — hverken før eller senere er jeg her igen.“
„Naa, jeg ser, at du har bibeholdt dine Petersborger-Vaner!“ sagde Andrey smilende.
„Ja, der er intet saa modbydeligt som at vente paa det usikre,“ sagde hun og forsvandt i Mørket.
Endnu en Tid kunde han skimte den lille, hvide Pakke, saa forsvandt ogsaa den. Efter at have bidt omhyggeligt Mærke i det Hus, hvor de skiltes, begyndte han at gaa fremad, af og til seende paa sit Ur. Da Halvdelen af Tiden omtrent var udløben, vendte