„Naa, det er jo heller ikke nødvendig straks at gøre saa stort Væsen af Tingene; vi kan risikere at komme til at gaa her i Timevis, uden at se noget. Vent henne paa Hjørnet; jeg skal være tilbage om et Øjeblik!“
Han traadte ind i Porten; der var ikke en Sjæl at se, Dødstavshed herskede over hele Huset. Da han gik op ad den første Trappe, aabnedes en Dør i Stueetagen, og et rynket, skægløst Ansigt — han kunde ikke afgøre, om det var en Mands eller Kvindes — kom til Syne, kastede et hurtigt, spejdende Blik paa ham og forsvandt. Saa hørte han Døren blive slaaet i bag sig og Nøglen drejet hastigt om.
„Besynderligt!“ tænkte Andrey og gik forsigtigt videre — saa lydløst, som det var muligt uden at røbe nogen Angst.
Han lagde hurtigt sin Plan. Han vilde gaa forbi Rokhalskys, lige op til fjerde Etage for at læse Navnet paa dem, som boede der, saa vilde han gaa ned og ringe paa hos Rokhalsky, og hvis Politiet lukkede op, vilde han lade, som om han gik forkert, og spørge efter Familien ovenover. For en Sikkerheds Skyld tog han sin Revolver ud af Hylstret, trak Dolken, som han altid bar i sit Bælte, frem, saa at den var nem at faa fat paa, og var snart efter oppe i tredje Etage, hvor han saa Rokhalskys Navn paa en Messingplade. Han standsede og betænkte sig; hans Plan kunde være god nok; men han løb den Risiko at afskære sig selv Tilbagevejen; havde han dog blot spurgt Zina om Navnet paa dem, der boede ovenover, hun vidste det rimeligvis.
Saa hørte han pludselig en Dør blive hurtig aabnet og Lyden af Sporer og Sabler; al Tvivl var forsvunden. Politiet var der.
Inde i Rokhalskys Entré var der posteret fire Soldater, som havde faaet Ordre til at anholde enhver, der maatte komme. De havde hørt Andreys forsigtige Trin og ventede kun paa, at han skulde ringe, for at kaste sig over ham. Da han imidlertid tøvede med at ringe, frygtede de, at han skulde gaa igen og saaledes undslippe dem, og besluttede derfor at optræde angrebsvis.
Men førend de endnu havde faaet Døren helt op, var Andrey allerede som et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelænderet og sprang som en Bold nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hørte kun deres Raaben og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen. Det var et vanvittigt Løb, ingen af Parterne havde gensidig set hinanden, men Andrey havde Fordelen paa sin Side; thi han var en smidig, ung Mand — øvet i at klatre paa Bjerge — mens Soldaterne var anderledes stive og