Side:En Nihilist/73

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


haft noget Sammenstød med Politiet, og de „Ulovlige“ havde hos ham et af deres sikreste Tilflugtssteder i Dubravnik.

 I en stille Gade i et af Byens fornemme Kvarterer pegede Zina paa en Række oplyste Vinduer i tredje Etage af et nybygget Hus og sagde til Andrey: „Vi træffer ham i hvert Fald hjemme — rimeligvis er der Selskab.“

 „De er svært tidligt paa Færde her i Dubravnik og, som det forekommer mig, ogsaa meget økonomiske — der er jo ikke en eneste Vogn at se i hele Gaden,“ sagde Andrey.

 „Den fattigste Del er vel kommen først,“ bemærkede Zina ligegyldigt.

 Idet de kom nærmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op imod den oplyste tredje Etage.

 En egen Mistanke greb ham.

 „Vent et Øjeblik her,“ sagde han til Zina, „lad mig gaa først ind, her er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.“

 „Passiar! Rokhalsky er sikker nok,“ udbrød hun og gik hen imod Porten, som hun aabnede. Andrey lagde Mærke til, at der indenfor og paa de hvide Stentrin var Spor af mange og store Fødder, og idet han resolut greb hendes Arm og stak den ind under sin, trak han hende ud paa Gaden.

 „Det er højst sandsynligt, at Rokhalsky er sikker, naar du siger det; men hvad kan det skade dig, om du venter et Par Minutter her udenfor, mens jeg løber op for at se ad?“ sagde han.

 Andrey vedblev at føle sig usikker — alle disse forskellige Tegn, som i og for sig syntes saa ubetydelige, og som han næppe selv kunde forklare sig, havde faaet ham til at studse; det er det, overtroiske Folk kalder for en Forudanelse.

 „Det er for latterligt,“ sagde Zina og trak sin Arm ud af hans.

 „Ja, hvis du ikke lader mig gaa alene op, gaar jeg slet ikke med.“

 Der var en saadan Bestemthed i hans Tone, at Zina uvilkaarligt saa op og blev slaaet af Udtrykket i hans Ansigt.

 „Nuvel da, hvis du virkelig tror, at der er Grund til Mistanke, saa lad os hellere slet ikke gaa op — ingen af os —, men spadsere frem og tilbage i Gaden, indtil vi ser et eller andet!“ sagde hun. Det vilde ubetinget have været det klogeste, men Andrey var nysgerrig efter at faa at vide, hvorledes Sagerne i Virkeligheden stod; det var aldeles nødvendigt for Mødets Skyld den næste Dag, og han svarede derfor: